Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tychonius, Christen Lassen, 1680-1740, Præst, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det Værk, som T. sikkert har anset som sit bedste, det,
hvori han ligesom har koncentreret sig selv, er «Tolv Elims
Kilder, aabnede til Husvalelse for Hr. Gehejme- og Etatsraad Chr.
Ludv. v. Plessen ved hans uforlignelige Frues dødelige Afgang».
Da Fruen 1729 var død temmelig pludselig, og hendes Mand tog
sig Tabet meget nær, sendte T. i hver af Sørgeaarets 12 Maaneder
«n saadan «Elims Trøstekilde» til den sørgende Excellence, og de
synes virkelig at have naaet deres Hensigt. W. Høyberg, der 1756
udgav Elims-Kilderne samt en Skildring af T. som Menneske og
Forfatter, omtaler dette Værk som i højeste Grad indtagende; i
vore Dage vil man langt snarere smile ad eller ærgre sig over
T.s mærkværdig smagløse og taktløse Indfald end blive opbygget
ved de virkelig smukke og vel udarbejdede Dele, der nok have
kunnet være til Trøst for en sørgende Enkemand. «En snurrig
Blanding af Bibelsprog, franske Gloser, dansk Klingklang,
forunderlige Lignelser og affekteret Svulst; helligt og verdsligt mænges
i Hob, og alt det midt i den sørgelige Gjenstand», skriver N. M.
Petersen om Elims-Kilderne.
Til Biskop Deichmanns Efterfølgere var Forholdet ikke saa
godt, og da T. var kommen til Viborg, kunde han nok falde paa
i sine Prædikener at stikle paa Trellund, som et Par Aar i
Forvejen var bleven Biskop; men som oftest iagttog han dog de
udvortes Høflighedsformer, og da Trellund 1735 var død, holdt T. i
Domkirken en sprænglærd Ligtale, der varede 3 l/2 Time, men da
var han ogsaa saa afkræftet, at han vilde være styrtet om paa
Kirkegulvet, hvis ikke Klokkeren havde grebet ham i sine Arme. Havde
han tidligere ikke kunnet naa sit Ønske at blive Biskop, maatte han
kunne sige sig selv, at han under Christian VI’s Regering vilde være
en fuldstændig Umulighed som Biskop; da saa A. Wøldike var
bleven udnævnt, viste T. sin Uvilje imod ham ved mange Gange,
endog ligefrem uopdragent og drengeagtig, at udæske ham baade
i sine Prædikener og i Privatlivet. Men T. fik at fornemme, at
den ellers sagtmodige Biskop ikke var helt til at spøge med;
baade fra Stiftsøvrigheden og fra det i 1737 oprettede
General-Kirkeinspektionskollegium, der endnu mindre var til at spøge med,
fik T. flere Gange drøje Tilrettevisninger for adskillige Mangler
og Misligheder i hans Embedsførelse.
De sidste Aar, T. levede, vare meget sørgelige for ham; et
Par Aar før sin Død blev han ramt af et apoplektisk Anfald, og
siden den Dag kom han aldrig mere paa Prædikestolen; naar han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
