Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ulfeldt, Corfits, 1606–64, Rigshofmester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Hannibal Sehested – at opnaa en formel Anerkjendelse af
Kirstine Munks Børns ægte Fødsel, der kunde berettige til en
Særstilling for dem og derved for ham selv og hans Svogre og tillige
til Arv for dem af Christian IV’s Efterladenskaber. Men da
Rigsraadet og snart efter Stændernes befuldmægtigede samledes til
Kongevalg, fandt hans og hele Svogerpartiets Magtstræb en stærk
Modstand hos Raadets Flertal og hos Adelen. Vel gik Raadet
ind paa at anerkjende Kongebørnenes ægte Fødsel, men knyttede
hertil Udtryk, der udelukkede deres Arveret. Dette Kompromis
bevirkede, at U., Hannibal Sehested og Hans Lindenov (X, 319),
der en Tid under den stærke Spænding havde afholdt sig fra
Deltagelse i Raadsmøderne, atter indfandt sig dér, men med den
ubetingede Førsterangsstilling var det dog forbi for U. Nu fulgte
Forhandlingerne om Frederik III’s Haandfæstning, og man tør
sikkert gaa ud fra, at han har været mellem dem, der have arbejdet
paa at stramme Baandene om Kongens Hænder. Herved blev
Grunden lagt til den Spænding mellem U. og Frederik III, som
snart efter skulde faa saa skæbnesvangre Følger. Kongen saa i
Rigshofmesteren Repræsentanten for Højadelens mest yderliggaaende
Fordringsfuldhed, medens U. paa sin Side ikke var til Sinds godvillig
at opgive sin Magt. Den Vaabenstilstand mellem de to, som
fulgte paa, havde kun Udsigt til at blive kortvarig, saa meget
mere som der ogsaa var en dyb Skinsyge mellem Dronning Sophie
Amalie og Leonora Christina.
Under Stilstanden var det dog, at U. – for sidste Gang som
dansk Statsmand – kom til at udføre en vigtig Gjerning. I Febr.
1649 afgik han atter som overordentligt Sendebud til Nederlandene,
ogsaa denne Gang ledsaget af sin Hustru og tillige af et stort
Følge. Atter nu bleve Forhandlingerne vanskelige og langvarige,
men de kronedes med Resultat; i Sept. undertegnedes baade et
Forsvarsforbund mellem Danmark og Generalstaterne og en
Overenskomst om Sundtoldens Afløsning, den saakaldte Redemtionstraktat.
Begge Dele vare Bedrifter fra U.s Side, de største i hele
hans Liv, og navnlig Forbundet fik heldbringende Følger. U. kunde
med rette være stolt heraf, men Ambassaden havde i det hele i
høj Grad bidraget til endnu mere at udvikle hans Selvfølelse og
hans Forestilling om sin egen Værdighed; til Forherligelse af sig
selv havde han end ikke undladt i det fremmede Land at
fremstille den danske Kongemagt som svag og betydningsløs, medens
Herredømmet laa hos Rigsraad og Adel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>