Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar II, 1170–1241, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
myrdet (1208), følte Otto sig sikker og var beredt til at vende
Vaabnene mod Danmark. Otto fik imidlertid snart en Medbejler i
Frederik II, og da denne stadig vandt større Magt i Tyskland,
sluttede V. sig til ham. Frederik II havde saa lidt Interesse for
de nordtyske Lande, at han afstod til V. alle Lande nord for Elben
og dens Biflod Elde (Dec. 1214), hvilken Afstaaelse Paverne
Innocents og Honorius snart efter bekræftede.
Men V. vilde udstrække sin Magt til endnu fjærnere Egne,
han vilde befri Østersøen fra Sørøvere og udbrede Kristendommen
hos de endnu hedenske Folk ved dens Kyster. Efter et Togt til
Øsel, som han erobrede, men dog ikke turde holde besat (1206),
drog han paa Korstog til Preussen og Samland, og Hertugen af
Pomerellen maatte hylde ham (1210). Vigtigst blev dog det store
Togt til Estland 1219. Med en Flaade paa 1500 Skibe landede
han ved Lyndanise. Esternes Høvdinger syntes villige til at
underkaste sig og søgte Daab, men en Aftenstund overfaldt de
forræderisk den kristne Hær, som maatte bestaa den haardeste Kamp
med Esterne, men ogsaa slog dem fuldkomment. Til dette Slag
har Traditionen knyttet Fortællingen om Korsfanen (Danebroge),
der dalede ned fra Himlen, medens en Røst hørtes, der lovede
de danske Sejr under dette Mærke, hvorfor de angreb paa ny og
sejrede. Med Støttepunkt i den byggede Borg Reval bredte de
danskes Magt sig stadig videre over Landet; V. anførte selv to
Togter der hen (1220, 1222), men endnu var Besiddelsen usikker, og
den tabtes, da Ulykkesaarene kom.
Inden der fortælles om disse, skal om V.s personlige Forhold
nævnes, at han først sent indtraadte i Ægteskab. Han havde en
Forbindelse med den svenske Jarledatter Helene (VII, 288), Enke
efter Esbern Snare, som fødte ham Sønnen Knud (IX, 272); med
en ukjendt Kvinde havde han Sønnen Niels (XII, 202), der blev
gift med Oda, en Datter af Grev Gunzelin af Schwerin; de døde
tidlig og efterlod en Søn, Niels. Endelig 1205 ægtede V. den
bøhmiske Prinsesse Dragomir (Dagmar, IV, 134), hvis Skjønhed og
Godhed vandt hende alles Yndest; hun fødte 1209 Sønnen
Valdemar (S. 183), men døde allerede 24. Maj 1212. To Aar senere
ægtede V. den smukke Prinsesse Berengaria fra Portugal (II, 84);
hun fødte ham Sønnerne Erik (IV, 542), Abel (I, 33) og
Christoffer (III, 575) samt Datteren Sophie (XVI, 168); den næste Fødsel
kostede hende Livet 27. Marts 1221.
I Natten den 6.-7. Maj 1223 skete Omslaget i V.s og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
