Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valkendorf, Erik, –1522, Ærkebiskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligefrem forundt nogle af sine Tjenere Breve paa at være
«Frimænd» og Ret til «Skjold og Hjælm» for sig og Efterkommere.
Disse Pengeofre vare imidlertid det mindste. Værre blev det,
da «Sigbrit Moder» lod sit Had gaa ud over ham. Hun tillagde
nemlig E. V. Skylden for Dyvekes Død. Selvfølgelig har hun ikke
mistænkt ham for Giftblanderi eller ligefremme Efterstræbelser, men
hun havde hørt, at E. V. i Nederlandene havde lovet Dronning
Elisabeths Familie at gjøre, hvad der stod i hans ’Magt for at
bevirke Dyveke fjærnet, og vidste vel, at der i Nederlandene var
slaaet paa, at Frillen maatte bort med det gode eller onde, og at
der kunde blive Tale om «une grande finesse». Da saa Dyveke
virkelig kom af Dage paa en mystisk Maade, vaktes Sigbrits
Harme mod Ærkebispen, og han kom til at føle det. Sigbrit
havde, som man ved, forstaaet ogsaa i Norge at faa nogle af sine
Kreaturer anbragte i høje Stillinger, deriblandt den raa og
uværdige Mag. Hans Mule (XI, 503), der foreløbig var bleven
Befalingsmand paa Akershus. Denne begyndte straks at fortrædige dels
E. V.s Tjenere i Oslo og Hamars Stifter, hvor Ærkestolen havde
adskillige Besiddelser, dels de endnu talrige Pilegrimme, der søgte
til St. Olaf. Klager til Kongen hjalp intet. Til sidst besluttede
Ærkebispen at drage bort for at søge Oprejsning. Efter at have
sørget for, at Arbejderne ved Domkirken kunde fortsættes, rejste
han fra Throndhjem 1521. I Slutningen af Juni traf han i
Amsterdam Kong Christian II selv, et for begge overraskende Møde.
E. V., hvis Paastand vi ej have Ret til at forkaste, erklærede, at
hans Agt havde været at rejse til Danmark for at henvende sig
til dettes Rigsraad, og at det kun var Storm og Uvejr, der havde
bragt ham til Holland. Han var her allerede bleven fornærmet
af Sigbrits raa Broder og Søster, og Christian II vilde nu lade
ham fængsle, men herpaa gik Øvrigheden i Amsterdam ikke ind.
Kongens Beskyldninger mod sin gamle tro Tjener for at have
forgrebet sig paa Domkirkens Skatte kunde E. V. paa det grundigste
gjendrive ved Kannikernes Erklæringer, at han tvært imod havde
forøget dem (han havde bl. a. stiftet et Vikarie i Throndhjem af
egne Midler). Over Utrecht, hvorfra han i Nov. 1521 sendte det
danske Rigsraad en udførlig Skildring af de mod ham stedfundne
Forurettelser, og hvor han tillige gjorde et Slags Testamente, drog
han derefter til Rom for Penge, laante mod Pant. Da han naaede
den evige Stad (2. Febr. 1522), var Leo X just død. Den nye
Pave, Hollænderen Hadrian VI, var en personlig Bekjendt af E. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
