Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Walter, Caroline Frederikke, 1755–1826, Skuespillerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hviler der Mørke over hendes Fødsel og Familieforhold; ganske vist
kvitterer i Theaterregnskabet 1765-66 T. J. Halle for sin «liden
Datter Carolines» Gage som Figurantinde, men Underskriften siger
ikke, om dette er Carolines Fader eller Moder, end mindre, i første
Tilfælde, om det er hendes kjødelige Fader eller hendes Stiffader,
thi efter en Overlevering (gjennem Komponisten Poul Rasmussen)
kaldte hun sig Halle «efter en Fændrik eller Underofficer, som var
hendes virkelige Fader; men hendes Moders Ægtemand var
Arkelimester ved Holmen»; hos Overskou fortælles, at hendes Stiffader
var «en fattig Holmensmand Thomas Jespersen». Iver Als (I, 190)
fik, fortæller Overleveringen, Nys om Caroline Halles Opvakthed,
og ham skyldtes det, at hun blev antaget som Danseelev ved
det kongl. Theater, hvor hun 17. Febr. 1762 udførte sin første
Barnerolle som Laidronnette i «Æsop ved Hoffet». Hun vandt
straks Publikums Hjærte og udførte under stigende
Opmærksomhed i de følgende Aar, medens hun samtidig inden for
Balletkorpset rykkede op fra Elev til Figurantinde (med 50 Rdl. om
Aaret), adskillige, større og større, Børneroller i Skuespillet som
Eugenia i «Don Ranudo» og Louison i «Den indbildt syge»,
indtil hun, endnu ikke fyldt 15 Aar, gjorde Skridtet over i de voxne
Roller ved 1. Dec. 1769 at udføre Pernille i «Den stundesløse».
Hun gjorde Lykke i denne – Clementin skal saaledes have ytret,
at han «aldrig havde ageret [Vielgeschrei] med større Fornøjelse
og Humør» end denne Aften sammen med hende – og der kan
ingen Tvivl være om, at hun havde særlige Betingelser for at blive
en udmærket Pernille: hun var ung og frejdig, havde et Par
livlige, eller maaske rettere viltre, Øjne, som hun vidste at bruge
paa begge Sider af Lamperækken, besad en smidig Sikkerhed i
sin Fremtræden og et snarraadigt Lune i sin Tale. Da Pigefaget
paa denne Tid kun var maadelig besat, tilfaldt den ene Pernille
efter den anden hende, snart føjede hun de franske Soubretter til
sit Repertoire, ja gjorde endog heldige Strejftog ind paa
Lystspilelskerindernes Omraade – Rosenstand-Goiske giver hende det
Vidnesbyrd, at «hun var den bedste Skuespillerinde», han havde kjendt
i Elskerindens Rolle –, men det varede ikke længe, inden det
sejrrig fremrykkende franske Syngespil slog sin Klo i hende – ikke
et fuldt Aar efter hendes Skuespildebut aabenbarede hun sig ved sin
Udførelse af Roxelane i Sartis «Soliman II» (8. Okt. 1770) som en
næsten fuldfærdig Syngespilprimadonna – og i Løbet af nogle
Aar helt bemægtigede sig hende. Inden for Syngespillet udfoldede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
