Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vedel, Peter August Frederik Stoud, f. 1823, Direktør i Udenrigsministeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Londonkonferencen udnævntes han til Direktør for det samlede Ministerium.
Londonkonferencens Tid, da Monrad var fungerende
Udenrigsminister, blev i øvrigt den vanskeligste og mest oprivende, V.
under sin lange Embedsvirksomhed har oplevet. Han stod vel
Monrad personlig nærmere end nogen af de andre Ministre, under
hvem han har tjent, og han nærede stor Beundring for hans Evner
og overlegne Personlighed, men ikke desto mindre var Byrden og
Ansvaret næsten overvældende. Monrad besad jo nemlig som
Udenrigsminister ingen faglige Forudsætninger, var desuden
segnefærdig under Trykket af Overanstrængelse og sjælelig Oprevethed
og nød ingen egentlig Tillid fra Kongens Side. V. kunde saaledes
være ham til megen Nytte, og for saa vidt han fik Lejlighed til
at øve nogen Indflydelse, gik den oftest i Retning af videregaaende
og mere resolute Indrømmelser end dem, der endelig besluttedes.
I Tiden efter 1864 have de Forhold, hvorunder vort
Udenrigsministerium har arbejdet, været forholdsvis rolige. Dog har der
ogsaa i denne Periode været Tider, som have krævet Opbydelsen
af al den Energi og Avtoritet, hvorover V. har raadet, saaledes
først og fremmest Sommeren 1870, da der opstod Spørgsmaal om
vor Indblanding i den fransk-tyske Krig. V. var fra første Færd
absolut imod en saadan Indblanding, og han har Fortjenesten af
energisk at have bekæmpet modstaaende Anskuelser inden for
Regeringen og af at have gjennemført, at Underhandlingen med
Hertugen af Cadore lagdes i Grev Frijs’ faste og varsomme Haand.
Siden, da den Butterfieldske Sag, som havde staaet paa siden
Halvtredserne, truede os med alvorlige Repressalier fra amerikansk Side,
og vi underkastede os en Voldgiftsafgjørelse, var det V., som over
for Voldgiftsdomstolen plaiderede vor Sag paa en saa indgaaende
og overbevisende Maade, at Dommen paa alle Punkter gav os
Ret. Ved den internationale Konference i Briissel 1874, i hvilken
«Krigens Love og Sædvaner» skulde fastsættes, repræsenteredes
Danmark bl. a. af Vedel. Efter Reedtz Thotts Afgang i 1897
tilbød Konseilspræsident Hørring V. Udenrigsministerportefeuillen, som
han dog afslog, blandt andet paa Grund af sin fremrykkede Alder.
1. Okt. 1899 fratraadte V. efter eget Ønske sin Stilling i
Udenrigsministeriet. Andre mærkede ikke nogen Svigten af Evne eller
Kraft hos ham, men selv fandt han, at Alderen begyndte at gjøre
sin Ret gjældende, og at yngre Kræfter havde Krav paa at komme
til at virke. Ved hans Tilbagetræden herskede der kun én Mening
om den udmærkede Maade, hvorpaa han i 41 Aar havde beklædt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
