Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Werlauff, Erich Christian, 1781–1871, Historiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man kunde i den elskværdige lærdes Ansigtstræk se Udtrykket af
en mild, bønlig Sørgmodighed, der ligesom anmodede om at lade
ham være i Fred. I 40 Aars Alderen betragtede han sine Dage som
udrundne, medens han dog levede et halvt Sekel derefter; allerede
da kaldte Studenterne ham «gamle W.». Uagtet sit Stueliv var
W. ikke desto mindre en opmærksom og skarp Iagttager af alt,
hvad han saa, og han hørte gjærne og nøje efter, naar der
fortaltes ham om Livet i Verden, om offentlige Begivenheder eller
private Forhold. Da han ved sit Livs Slutning efter Opfordring
nedskrev sine Erindringer, formede de sig af sig selv som en
Skildring af Tilstande og Sæder i det 19. Aarhundredes Begyndelse;
de viste, hvor skarpt og fint han havde set, og hvor nøjagtig
han huskede. Ogsaa ved sit Giftermaal, 18. Nov. 1825, med
Vilhelmine Heger (f. 1. Dec. 1797), ældste Datter af Skuespiller
J. S. Heger (VII, 214), en aandfuld Kvinde og ægte Hegersk
Type, bragtes han i Berøring med det ydre Liv, med Skuespiller- og
Forfatterverdenen; gjennem hele sit Liv talte han mange ældre
og yngre Videnskabsmænd blandt sine Venner og havde ogsaa
gjennem dem rig Lejlighed til at høre og til at erfare. Hvor
meget end W. var knyttet til Stuen og Reolerne, var der kun lidt
af Særlingen i hans Maade at være paa, ikke heller i hans Færd
noget, hvorover man smilede, og han var den eneste af Kamma
Rahbeks Venner, som undgik at faa et Kjendingsnavn.
Over W.s omfattende lærde Forfatterskab er der et Stilhedens
og Fredsommelighedens Præg. Der er ganske vist enkelte Æmner,
som han med Forkjærlighed studerer, men helst skal han dog
have en ydre Tilskyndelse for at tage fat paa et Arbejde. 3 Gange
besvarede han saaledes udsatte Prisopgaver og hjembar Prisen.
Naar Kongerne, Universitetet eller andre Instituter bad ham skrive
om et Æmne, var han næsten altid beredt, dog vilde han sikkert
unddrage sig fra at skrive om Omvæltninger eller Rystelser, ikke
heller om Mænd, som gjorde sig skyldige i Saadanne. Inden for
biografisk Omraade omhandler han derfor helst de lærde Mænd,
lige fra Islænderen Are Frode (De Ario multiscio, 1808) til Ole
Worm og Arne Magnusen. Endnu hellere behandler han de lærde
Stifteisers Historie, saaledes i: «Historiske Efterretninger om det
store kongelige Bibliothek» (1825, anden Udgave 1844), «Udsigt over
Kjøbenhavns Universitetsbygnings Historie» (1836), «Det kongelige
danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog» (1847),
«Kjøbenhavns Universitet fra dets Stiftelse indtil Reformationen» (1850).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
