Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wernicke, Christian, 1661–1725, Diplomat, satirisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskes Bitterhed mesterlig revser sin Tids Latterligheder og
Svagheder. 1704 udkom en forøget og omarbejdet Udgave af hans
Epigrammer, i hvilke han med bidende Spot hudfletter den
Schlesiske Skoles Svulst. De affødte en heftig Pennefejde – den første
litterære Polemik i den tyske Litteratur – mellem ham og to
hamborgske Litterater, Efterlignere af Lohenstein. Langt om længe
kronedes hans Bestræbelser for at finde Ansættelse i Danmark
med Held, da han, efter gjentagne Ophold i Kjøbenhavn i dette
Øjemed, i Marts 1708 udnævntes til Kancelliraad og Resident i
Paris. Hans Stilling som ikke karakteriseret Diplomat ved det
franske Hof var meget vanskelig, og han kom snart i en trykkende
Gjæld. Efter at Meyercrone 1706 med Ludvig XIV’s Unaade
havde forladt Paris, vilde Danmark ikke mere sende en Ambassadør,
men kun en Chargé d’affaires til det franske Hof. Ludvig XIV
tillagde Danmark saa ringe Betydning, at han nægtede Frederik IV
Titel af Majestæt, og de trivielle Forhandlinger om denne
Formalitet slæbte sig gjennem en Aarrække. W. fandt i den højt
begavede Hertuginde Elisabeth Charlotte af Orleans en formaaende
Velynderinde, der indtil sin Død 1721 trofast bevarede sit Venskab
for ham. W. var en sjælden aandslivlig Mand, der oftere viste et
fremskuende politisk Blik, men desværre var han aabenmundet og
uforsigtig. I sine diplomatiske Indberetninger viser han sig
hyppigst mere som Skjønaand end som Statsmand. Alt for ofte
gruppere Begivenhederne sig kun om hans Person, og han fik jævnlig
Paamindelse om at fatte sig kortere og koncisere. Hans
Skildringer af Livet ved Ludvig XIV’s Hof ere af ikke ringe litterært og
historisk Værd. 1718 udnævntes W. til Etatsraad, men naaede ikke
at faa den længe attraaede Rang som Envoyé. Han hjemkaldtes
i Okt. 1723 fra Paris med den Motivering, at det paa Grund «af
Møntens Diminution faldt ham svært at subsistere ved det franske
Hof». Syg og forgjældet tiltraadte han omsider i Juni 1725 Rejsen
til Kjøbenhavn, hvor han som en brudt og ensom Mand afgik
ved Døden 5. Sept. 1725. Selv har W. kaldt sig en «homme
de fortune», og som den ustadige Lykkes vandrende Ridder naaede
han, opfyldt af en aldrig hvilende Ærgjerrighed, ikke at finde
Fred eller blivende Hvile. Hans litterære Virksomhed har dog
sikret ham et beskedent, men blivende Navn som den skarpeste
og klareste Kritiker i den tyske Litteratur før Lessing.
Personalhist. Tidsskr. 4. R. V.
L. Neubaur, Jugendgedichte von C. Wernigke (Königsberg 1888).
Jul. Elias, C. Wernicke (München 1888).
Louis Bobé.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
