Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vibe, Ditlev, 1670–1731, Gehejmeraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Biskop Deichman (IV, 232), der i Tillid til sin Gunst ved Hove
fremkom med det ene Forslag efter det andet til indgribende
Forandringer i den norske Statsforvaltning, nok til at holde V. i
Aande. Saaledes bekæmpede V. Deichmans Forslag til en ny
Matrikkel og var 1724 kaldt til Kjøbenhavn som Medlem af en
i den Anledning nedsat Kommission, samtidig maatte han finde
sig i at tage Sæde med sin Modstander i andre Kommissioner
om det bergenske grønlandske Handelskompagni og om
Behandlingen af Skovene. Vi se V. tage sig med Omhu af Bønderne mod
Embedsmænd, der undertrykkede dem, og det 1722 og følgende
Aar til Bøndernes Gavn iværksatte Salg af Kronens Gods i Norge
drev han med saadan Iver, at han sædvanlig selv var til Stede ved
Avktionerne. Ham skyldes en Forordning (1730), hvorved Jagten
paa Vildt ordnedes; Reguleringen af de slette Forhold ved Statens
Sølvværk paa Kongsberg skyldtes for en stor Del hans
indtrængende Forestillinger, og Finmarkens Beboere kunde takke ham for,
at de beholdt den dem under Krigen indrømmede forholdsvis frie
Handel; at Regeringen ikke nedsatte den norske Told, var ikke
hans Skyld.
Efter knap 10 Aars Virksomhed i Norge døde V. i Christiania,
hvor Kongsgaarden paa Ladegaardsøen var ham overladt til
Benyttelse, 5. Okt. 1731. Det har næppe været ubetinget lykkelige
Aar for ham, væsentlig paa Grund af Forholdet til Deichman,
som Regeringen jævnlig skubbede ind mellem sig og Statholderen
paa en Maade, som denne maatte føle sig højlig krænket ved, og
det uagtet Rentekammeret flere Gange fremhævede «den Vigilance
og Forsorg, som han lod se i alle Tilfælde». Men han fik et
godt Eftermæle som en for Landets Tarv «omhyggelig Herre».
Trods Deichmans Underfundigheder glemte Kongen dog ikke sin
gamle Ven; han fritoges for Afgifter af sit Savværk, og da han
1725 kjøbte det hjemfaldne Baroni Rosendal, fik han det med
friherrelige Privilegier. Sit fædrene Gods, Freienfelde i Oldenberg,
har han vistnok afhændet.
V. var utvivlsomt en begavet, om end ikke nogen overlegen
Personlighed; om hans Dygtighed som Embedsmand er der kun
én Mening. Han var af Karakter elskværdig og højsindet; det
vanskelige Hverv at suspendere Deichman, da denne 1730 faldt i
Unaade, kunde han derfor udføre med mere end almindelig Takt.
Hans glade og aabne Sindelag afspejler sig i hans Portræt, der
unægtelig ogsaa bestyrker Overleveringen om ham som noget af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
