Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wied, Gustav Johannes, f. 1858, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en større Fortælling og fortsatte dermed i nogle af sine mest
yndede Bøger: Herregaardsromanen «Slægten» (1898, 3 Opl.),
«Livsens Ondskab», Billeder fra en Provinsby (1899, 3 Opl.) og
dens Fortsættelse «Knagsted», hvori han udnytter sine
Carlsbadsminder (1902, 2. Opl.). Han har ikke svigtet sin gamle Kjærlighed
til Theatret, men har skrevet en Række Stykker for Scenen, mest
Komedier, dels sammen med Overretssagfører Jens Pedersen: «Første
Violin» (1898), der gjorde stor Lykke, og «Atalanta» (1901), der
ikke gjorde Lykke, dels alene: «Erotik» (1896), «Thummelumsen»
(1901), «Den gamle Pavillon» (1902), «Hendes gamle Naade» (1904)
og «Et Opgjør» (1904). Flere af dem ere byggede over Æmner i
hans Fortællinger. Nogle af dem ere opførte paa det kongl.
Theater, andre paa Folketheatret og Dagmartheatret. Størst Lykke
have nogle af Satyrspillene gjort («En Mindefest», «Bønder» og
«Fru Mimi») og «Skjærmydsler» (af «To Kroner og halvtreds»,
kongl. Theater 1901). De fleste af W.s Bøger ere oversatte paa
Tysk, nogle ogsaa paa Svensk, Hollandsk og Russisk.
W. har forsøgt sig viden om, fra Tragedie til Farce, fra saftige
Bondebilleder til fantastiske Spøgelsehistorier, fra Haandværkeridyl
og H. C. Andersenske Æventyr til forfløjne Mandfolkehistorier
og Satire. Han er ikke heldigst, naar han er tragisk; han løber
da let ud i Knald og Fald, og hans Personer kunne blive slemt
romanagtige. Han er næppe heller bedst som Sceneskribent; den
dramatiske Logik og Sandsynlighed glipper let for ham. Hans Dialog
er rask og munter, og han har virkningsfulde Paahit, men selv hans
Satyrspil egne sig dog bedst til Læsning; meget af Morskaben
ligger i Forfatterbemærkningerne. Han trænger til selv at give sit
Besyv med, som han gjør dér, og som han kan i Fortællingerne.
W.s Folkeyndest skyldes hans fantasifulde, tit uartige Lystighed.
Den er undertiden faldet andre end Højesteret for Brystet – en
laalandsk Præst advarede offentlig sin Menighed mod W. – men
for det meste friskes Uartigheden af hans gode Humør, og
Bukkespringene ere ham saa naturlige som en Satyr. Han, der er
opvoxet paa Landet og af gammel Bondeslægt, bruger Bøndernes
ligefremme Tale og deler deres Morskab ved alt det, Byforfinelsen
dækker til. Men han kan ogsaa være lystig paa anden Vis. Det
kildrer hans Latter at se Menneskenes Krumspring, og han gjør
dem efter barokt, med overraskende Vendinger og Indfald. Hans
Komik er gjærne «utvetydig som et Pistolskud», undertiden mere
Løjer og Spræl end naturbunden Humor. Men tit hviler den paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
