Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiedewelt, Johannes, 1731–1802, Billedhugger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som udelukkende for Privatfolk, og de Opgaver, disse stillede ham,
vare kun sjælden nogenlunde betydelige eller lønnende – næsten
udelukkende paa mere eller mindre tarvelig udstyrede og derfor
prisbillige Gravmæler. Et enkelt Værk fra hans sidste Tid er dog
af større Interesse, Statuen «Troskaben» paa Frihedsstøtten i
Kjøbenhavn, udført 1797. Her er der, i alt Fald i Figurens
Bevægelse, noget, der virkelig minder om, at Kunstneren har staaet
over for antikke Billedværker.
W. blev 8 Gange valgt til Direktør for Kunstakademiet og
beklædte denne Post sidste Gang 1793-94; han havde adskillige
Gange Lejlighed til at vise Kunstskolen betydelige Tjenester,
særlig ved at skaffe den ud over de pekuniære Vanskeligheder, som
Regeringens store Sparsommelighed beredte den. Virksom var han
til det sidste, skjønt han i sin fremrykkede Alder led af stor
Legemsskrøbelighed, der vedligeholdtes af gjentagne Slagtilfælde. I
sin kraftigste Alder havde han vistnok siddet i ret gode Kaar,
men som gammel maatte han ligefrem kæmpe med Fattigdommen.
Hans Lønninger beløb sig kun til 500 Daler d. K. eller lidt over
1500 Kroner, hvilket paa en Tid, da en Tønde Rug kostede
18 Kroner og alle andre Priser stod i Forhold dertil, kun kunde
forslaa lidet til 4 Menneskers Underhold; W. giftede sig aldrig,
men maatte dog ernære ikke alene 2 gamle Søstre, men ogsaa en
fattig Slægtning, han havde taget til sig. Usselt bleve hans
Arbejder betalte, og til sidst var Nøden i den gamle værkbrudne Mands
Hjem saa stor, at næsten alt, hvad der kunde pantsættes, var
vandret til Assistenshuset, og at Oldingen selv maatte sove paa
laante Sengklæder. Og saa kom, hvis Traditionen har Ret, en
afgjørende Katastrofe: et Skib, der førte en Del Marmorblokke,
som W. havde betalt med en lille Pengesum, hans Søstre ejede,
gik til Bunds under Læsø. Al denne Elendighed var mere, end
den haardt prøvede Mand kunde bære, og om Aftenen den 17. Dec.
1802 druknede W. sig i Sortedamssøen. Først 4 Dage senere
fandtes hans Lig, og Juleaften blev det jordfæstet paa Assistens
Kirkegaard.
Der var Sorg ved hans Død; W. havde været almindelig elsket
af alle, der personlig havde med ham at gjøre, og Samtiden saa
i ham en Mester af første Rang; at Oehlenschläger, hvis skjønne
Mindedigt over ham er almindelig kjendt, kaldte ham «Danmarks
Phidias», er næppe af nogen blevet regnet for en Overdrivelse.
Den ganske urigtige Vurdering af hans Kunst lader sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
