Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiehe, Anton Wilhelm, 1826–84, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Modstand gav Forældrene deres Samtykke, ja formaaede endog
N. P. Nielsen (XII, 259) til at yde ham Vejledning.
Sytten Aar gammel fik W. 16. Nov. 1843 sin første
Fremtræden paa det kongl. Theater som Jørgen i «Erik og Abel»; det
var oprindelig bestemt, at han skulde have haft sin Debut som
Einar Tambeskjælver i «Hakon Jarl», men en Sygemelding fra
Phister foraarsagede, at han med kun én Dags Varsel fremtraadte
første Gang paa Scenen som Jørgen. Rollen var kun lille, men
W.s unge Frejdighed gav gode Løfter, og disse skuffede han heller
ikke, da han senere i samme Theateraar, 19. April 1844, fik sin
egentlige Debut som Einar Tambeskjælver, ja det fortælles endog,
at i en af Mellemakterne kom Oehlenschlager op til ham i Foyeren
og sagde til den unge Mand: «Nu er jeg ikke bange for,
hvorledes Eftertiden skal forstaa mig; De har min Aand i Dem, og
De skal forklare mig for de kommende Slægter». Skjønt W.
saaledes havde gjort Lykke, gik det dog ikke saa hurtig fremad,
som han ønskede, dels var han endnu ikke helt udvoxet, dels
indehavde hans Broder Michael og Hultmann netop de Roller, der
passede for ham; han fik dog af og til Lejlighed til i større
Roller, som Alger i «Hagbarth og Signe», Titelfiguren i «Don Cæsar
de Bazan» og Charles i «Bagtalelsens Skole», at vise sine Evners
Væxt. Det gik alligevel W. for langsomt ved det kongl. Theater,
og han søgte, med Orlov, Lykken andetsteds: ved det Langeske
Selskab, først i Provinserne, senere paa Kasino i Kjøbenhavn, ved
hvis Aabningsforestilling (26. Dec. 1848) han spillede Gartnerkarlen
Jochum i «Talismanen». Aaret efter blev han indkaldt til
Soldatertjenesten og blev i Slaget ved Isted (25. Juli 1850) haardt
saaret i det højre Ben; der var endog Tale om, at Benet maatte
sættes af, men lykkeligvis undgik han denne Ulykke, og 1. Maj
1851 gjenoptraadte han paa det kongl. Theater som Henri d’Albret
i «Dronning Marguerites Noveller»; han udfoldede den Aften en
lys og lykkelig Mandighed, der indtog alle, og det var derfor med
Sorg, at det danske Publikum hørte, at W. fra Begyndelsen af det
følgende Theateraar havde modtaget Engagement ved Christiania
Theater.
Den 24. Avg. 1851 ægtede W. Ida Florentine Adami (f. 22. Okt.
1824 i Kjøbenhavn), Datter af Skomagermester Johan Andreas A., og
11. Sept. s. A. fremtraadte han første Gang paa Christiania Theater
som Oluf i Oehlenschlägers «Dronning Margareta»; han vandt
strax Publikum ved sin lyriske Erotik, og hans to følgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
