Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vinstrup, Peder Jensen, 1549-1614, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nys havde han udgivet sit Skrift «Om det evige Liv og Død»
(Ligprædiken over Rigens Kansler Eiler Grubbe), da der 12. April
1587 fra Skanderborg udgik Kongebrev til ham om, at Kongen
havde bevilget M. Laurids Bertelsen, Superintendent i Aarhus Stift,
Afsked formedelst Alderdom og Skrøbelighed og udset ham til
M. Laurids’ Efterfølger. Det kan jo ikke betvivles, at den gamle
Biskop, der snart efter døde (II, 174), selv har udset sin Eftermand.
I ethvert Tilfælde blev V. nu Biskop i Aarhus, hvortil han
indviedes i Stiftets Domkirke af Biskop Peder Thøgersen fra Viborg.
V.s andet Ophold i Aarhus blev noget nær lige saa
kortvarigt som det første. Det kunde næsten synes, som om man i
Kjøbenhavn ikke undte Aarhus Besiddelsen af en saadan Mand;
thi efter faa Aars Forløb kaldedes han (31. Dec. 1590) til Biskop i
Sjællands Stift, hvorhos det paalagdes Universitetet at antage ham
til Professor i Theologien og ved første Lejlighed at kreere ham
til Doktor. I Aaret 1591 tiltraadte han nu dette Embede og tog
7. Dec. s. A. Doktorgraden under Dr. Hans Slangerups Præsidium.
Om V.s Embedsvirksomhed kan det siges, at han ganske vist
var en hæderlig og brugbar, men ikke nogen særlig fremragende
Personlighed. Med sin Kollega i det theologiske Fakultet, den
stridbare Dr. Jørgen Dybvad (IV, 373), kom han snart i et meget
slet Forhold, hvilket dog næppe nærmest har været V.s Skyld, da
han, efter alt at dømme, var en fredelskende Mand og snarere
kan beskyldes for Svaghed end for Stridbarhed, om han end holdt
temmelig stærkt paa sin bispelige Værdighed. Det gik saa vidt,
at V. erklærede, at saa længe Dybvad var Universitetets Rektor,
vilde han ikke sætte sin Fod i Konsistorium eller overhovedet
have noget med Universitetets Sager at gjøre. V.s Bispegjerning
faldt i en Brydningstid – ikke blot at den kongl. Myndighed
gjorde sig stærkere gjældende paa Kirkens Omraade end tidligere,
men ogsaa at en strængere luthersk Orthodoxi begyndte at kæmpe
sig frem mod den hidtil raadende, skjønt ingenlunde officielt
anerkjendte, Kryptokalvinisme. At V. nærmest hørte til Hemmingsens
Skole, kan ikke betvivles og fremgaar da ogsaa af de varme Ord,
han talede ved sin gamle Lærers Grav (VII, 333); men Polemiker
var han ikke og fandt det derfor rigtigt at rette sig efter de
raadende Magter, selv om de gik andre Veje, end han billigede; og
det var da ogsaa denne tilsyneladende Holdningsløshed, der
paadrog ham skarpe Angreb af den hidsige Kryptokalvinist M. Oluf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
