Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bekjendt at lade trykke». Nogle af dem lod han saa, i Begyndelsen
af Tyverne, se Lyset i Dagblade og Tidsskrifter: «Hans
og Grete», «Johan og Lise», «Jørgen og Trine», af andre Digte
desuden «Sangeren søger sin elskede», «O, var jeg Kammen i dit
Haar», «Bjærgmænd», «Hun til ham paa Rejsen», «Afsked»,
«Gjensyn» og under Overskriften «Til J. F.» det hexametriske
Digt, som senere blev benævnet «Fantasi», det er, betegnende
nok for W.s letfængende Kvindetilbedelse, henvendt til en ham
personlig ganske ubekjendt Dame, Jfr. Jacobine Frisch
senere g. m. Konsul Hollenius i Aalborg
den «stolte Datter af Jutland», den «cimbriske Skjoldmø», af hvis
ualmindelige Skjønhed der gik Landery, saa Digteren trods Afstanden
maatte bringe hende sin Sanghyldest. Om fjærnt eller
nær – det kvindelige Skjønhedsideal var ham en Aabenbaring,
han knælende maatte forherlige.
Men Theologien stod i Stampe – og Pengesorgerne truede
med at voxe ham over Hovedet. Moderen ængstedes for hans
Fremtid, bl. a. ogsaa fordi hendes velhavende Svoger Præsten
Rasmus Winther (efter hvem W. havde et af sine Fornavne) havde
sat Embedsexamen som ufravigeligt Vilkaar for at efterlade
Brodersønnen sin Formue-, og den lærde Stiffader var medynksomt Vidne
til en saadan Sløjhed i Studierne. Forældrene besluttede derfor
at faa ham hjem til Kjøbelev, til Præstegaardens Ro og regelbundne
Dagsorden. Grumme nødig vilde W. bide i det sure Æble
og lade sig forvise, lig en anden Ovid, fra den livlige Hovedstad
til det laalandske Pontus; de stærke Brødre Poul Martin og Hans
Ulrik maatte med Magt sætte ham paa Vognen, der skulde kjøre
ham gjennem Sjælland. Men i de stille Forhold og mellem de
kjærlige Mennesker faldt han til Ro og blev der i godt og vel
tre Aar. Tankerne fløj vel tidt paa Vildfart fra Dogmatik og
Exegese, men Stiffaderens milde og kyndige Vejledning bragte
atter Orden i dem, og for øvrigt var W. i Kjøbelev ingenlunde
bunden som en Munk til sin Celle; landlig Gjæstfrihed trivedes
paa gammeldags Vis i Præstegaarden som i dens Omegn, Aarets
Fester fejredes efter folkelig Skik, og Folmer Spillemand var som
bekjendt en ikke mindre lystig Svend i Karle- og Pigelag end i
de høje Sale. Mange Træk af Almuelivet i W.s Digtning skyldes
disse Aars Oplevelser. Og Forelskelser fattedes der ej heller
Lejlighed til; den nydelige lille Cathrine Ernst, Søster til en af hans
Skolekammerater, satte hans Hjærte i «Elskovsbrand» – om end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
