Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man er saa nær ved Aftenen, er det for silde at bygge Rede»,
saa havde disse Ord nu faaet forøget Gyldighed – hvad Tiden
da ogsaa viste.
I «Lyriske Digte», 1849, udgjøres Hovedindholdet af de fortsatte
Kjærlighedsdigte «Til én», i et Antal af ikke mindre end
67. De meddeles her under Fællestitelen «Da jeg var ung» og
afslutte den erotiske Storm- og Kamptid. Men endnu i mere end
femogtyve Aar fortsættes de som ridderlig Hyldest til hans Hustru,
knyttede til Aarenes Minde- og Mærkedage, naturligvis køligere
af Temperament og noget konventionelle i deres Regelmæssighed,
men selv saaledes veltalende Vidnesbyrd om den ærbødige
Kvindedyrkelse, der fulgte W. ind i Ægteskabet og lagde sig for Dagen
i en udsøgt galant Optræden, selv naar han var mest trang om
Hjærtet.
Der var hemmelige og aabenbare Sorger, som trykkede ham.
Hans Gjæld havde Svigerfaderen betalt, men over for hans strænge
Inkvisition havde W. manglet Mod til at rykke ud med hele Sandheden,
og der var bleven en Del slemme Aagerrenter tilbage, som
han i Stilhed kæmpede med, men som til sidst voxede ham over
Hovedet. I 1851 kom det til en økonomisk Krise. Samme Aar bevilgede
Rigsdagen ham (sammen med Hertz og Pal.-Müller) livsvarig
Statsunderstøttelse, men der faldt under Forhandlingerne Ytringer
om hans Digterværd, som ikke kunde andet end krænke ham.
Hjemme var der alvorlige Vanskeligheder nok: Moderens Længsel
efter Sønnen, som var i Fjendevold og opdroges til at hade hende,
Utrygheden ved den hjemmeværende Datters uberegnelige Væsen.
Og naar W. i Alderen henimod de 60 kastede Blikket tilbage paa
sit Liv, fik han med ubarmhjærtigt Skarpsyn Øje paa Karaktertræk
og Handlinger, som ikke kunde bestaa for hans ømtaalige Selvkritik.
I «Episode af et Familieliv» («Nye Digtninger» 1852) har
han «holdt Dommedag over sig selv» i Skildringen af Felix med
hans bestikkende Egenskaber, hans Løshed og Halvhed og farlige
Færd – naturligvis ikke et Portræt, thi et saadant laa det ikke
for W.s tilbageholdne Natur at udlevere, men et psykologisk Billede
med Træk, der ere fremgaaede af opmærksom Selviagttagelse.
Beundringsværdigt er det, at W. under saadanne Forhold
kunde faa Samling og Sindsfrihed nok til at udføre sin største og
skjønneste Digtning; det viser, at han i Kunsten fandt sin bedste,
fyldigste Lykke. Planen til «Hjortens Flugt» ligger saa langt
tilbage i Tiden som Begyndelsen af Trediverne, men først i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
