Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wolf, Jacob Jacobsen, 1554-1635, Professor og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Amanuensis af Generalsuperintendent Paul v. Eitzen (IV, 483). Fra
1577 studerede han dog atter i Kjøbenhavn, støttet af Kansler
Niels Kaas, der tog ham i Huset, og hvis Familie han stadig stod
i nært Forhold til. Ved hans Hjælp blev W. 1583 Rektor i
Ringsted og Aaret efter i Oslo, hvor han senere tillige fik et
Kanonikat. 1594 tog han Magistergraden og blev Lektor i sin Fødeby
Odense, 1602 Provst i Odense Herred, 1623 ved Oprettelsen af
det nye Gymnasium Professor i Theologi og Hebraisk ved dette.
W. var en lærd og anset, om end noget stridbar Mand, og stod i
Forbindelse med Samtidens betydelige Skribenter. 31. Maj 1635 døde
han paa Hjemrejsen fra Kjøbenhavn, hvor han havde opholdt sig i
Anledning af en Rangstrid mellem de gejstlige i Odense eller en
Proces med sin egen Søn (Stifsøn?). Han var 3 eller 4 Gange gift,
formodentlig 1. (1585) med Anna (d. 1600), Datter af Biskop Jens
Nielsen (XII, 241) i Oslo, 2. med Klosterforstander Iver Bertelsens
(II, 173) Datter Marine (d. 1605), 3. (1606) med Else (d. 1616), en
Datter af Domprovst P. Poulsen i Roskilde, og endelig 4. med
Anne, Datter af Ernst Elver, Borger i Roskilde. Af disse Ægteskaber
havde han mange Børn med en Aldersafstand af 45 Aar.
W. har udgivet latinske Taler og Digte, bl. a. i Anledning af
Frederik II’s Død og Prinsesse Annas Bryllup i Oslo 1590. En
interessantere Frugt af hans Skolevirksomhed her er «Tragoediæ
duo, Didonis et Turni» (1591), latinske Skolekomedier i den ældste,
mest rudimentære Form og i blot belærende Øjemed. Det er
Uddrag af Æneiden, stillede sammen i Dialogform og forbundne
ved Prosaindskud og Korvers. Ved Læsningen heraf (thi om
Opførelse synes der ikke at have været Tale) haabede han at
gjøre Digteren mere tillokkende for Disciplene og at indprente i
deres Hukommelse Virgilianske Vendinger og Citater, som det den
Gang var Mode at pynte Tale og Skrift med. Handlingen i
«Dido» omfatter Æneidens i.-4. Sang, og i «Turnus» den 7.-13.;
begge danne altsaa et Kompendium af den første Halvdel af
Digtet, hvilket det var umuligt at komme igjennem i dets
fuldstændige Skikkelse, fordi Disciplene i Oslo maatte have en
Fjerdedel af Aaret fri til Sognegang. W. udtaler Frygt for, at ikke alle
ville synes om denne noget mekaniske Blanding af Epos og Drama,
og at man vil bebrejde ham Mangel paa selvstændig Opfindsomhed.
Ikke uden Grund; thi end ikke Formen er hans egen. Den er
lige laant fra den tyske Humanist Nicodemus Frischlins Tragedier
«Dido» (1581), dediceret til den unge Otto Jørgensen Rosenkrantz,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
