Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worm, Jacob Pedersen, 1642-93 (?), Præst og Satiriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
end at stille sig i Klientelforhold til Magthaverne, og der er ingen
Tvivl om, at det, der fra først af drev ham frem, var skuffet
Ærgjerrighed og Misundelse mod dem, der havde været heldigere
end han selv, eller med hvem han som Embedsmand var tørnet
sammen, Mænd som Kingo, Griffenfeld eller dennes Svoger,
Sjællands unge Biskop Bagger. Men unægtelig gik der ogsaa under
Griffenfelds Styrelse og under og efter den Skaanske Krig Misligheder
nok i Svang, som opfordrede til Paatale: Kryberi, Nepotisme
og Bestikkelighed, Begunstigelse af fremmede, Uduelighed og
slet Krigsførelse. Ofte lyser der da ogsaa en oprigtig Harme over
Vold og Uret og en varm Fædrelandsfølelse ud af W.s Angreb,
der fra Stormændene i Kongens nærmeste Omgivelse endog strække
sig til denne selv, skjønt han gjentagne Gange beder Gud bevare
sig for Forgribelse paa Majestæten. Som saa mange udprægede
og fanatiske Individualiteter evnede han ikke at holde Sagen og
sin egen Person ude fra hinanden, og han troede sikkert selv at
være en Sandhedens Stridsmand, inspireret af Guds Aand, ogsaa
naar han løb med Sladder og fra Anonymitetens Baghold rettede
giftige Beskyldninger mod sagesløs Mand. Men naar vi saaledes
maa betegne flere af hans Satirer som Skandskrifter, bør den
Undskyldning dog ikke glemmes, der ligger i den forknytte Tid, da
ingen Fædrelandsven turde udtale sig aabent om offentlige Forhold,
det ofte knugende Tryk fra oven i den unge Enevældes første,
mistænksomme Aar, under hvilket mange med Spænding og til
Dels med Sympathi iagttog, hvor langt det var muligt at vove sig
ud i forblommede Antydninger og anagrammatiserende Omskrivninger,
dækkede af Anonymitetens Maske.
Digter var W. visselig ikke; i formel Henseende indtager han
endda ikke nogen særlig høj Plads mellem Tidens Rimere, og det
er næppe med Grund, at man har villet tillægge ham Digte, hvori
der kommer virkelig poetisk Inspiration til Orde, f. Ex. Salmen
«Far, Verden, far vel!» eller Vægterversene. Hvad der giver hans
Produktion Betydning er, at den staar i et den Gang sjældent
Forhold til Samtidens Liv, at han har sit Blod og sin Lidenskab med
i den, medens den meste samtidige Poesi er saa underlig abstrakt,
bleg og upersonlig. Derhos besad han et umiskjendeligt Talent
til at skaffe sin Satire Indgang ved at klæde den i Tidens mest
yndede og aktuelle litterære Former: Disputats («Idola Jeroboami»),
Vise («Studiosus lamentans» mod Simoni og Nepotisme, Fuglevise
i Anledning af Griffenfelds Fald), Salme («Kingos Kalot» mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
