Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worm, Jacob Pedersen, 1642-93 (?), Præst og Satiriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over Enevældens voldelige Indførelse, Menighedernes Tab af Kaldsretten
(som W. selv havde skrevet et Forsvarsskrift forl), Bispers
og Professorers Overmod og Forsømmelighed, men tillige tydelig
nok sigtede Kongen for usædeligt Levnet, Uretfærdighed og Persons
Anseelse.
Da Benægtelse ikke længere hjalp, vedgik W. Forfatterskabet.
Lige fra først af præges hans Optræden af en lidet tiltalende
Tvetydighed, naar han samtidig med sine giftigste anonyme Satirer,
f. Ex. i sin Ansøgning 1677 og i et Digt i Anledning af Kongens
Nærværelse i Viborg 1680, anslaar den overdrevne Smigertone, som
var bleven Datidens Mennesker til en anden Natur. I Ulykken
viser han kun den ynkeligste Fejhed. Hans Erklæringer under
Forhørene hævde i al Almindelighed, at han efter Embedspligt har
talt Sandhed og taget sig af de undertrykte, samt at Satirerne
kun ere at betragte som en poetisk Spøg, der ikke bør paadrage
juridisk Ansvar. I Enkelthederne derimod søger han at benægte
alle skjulte Hentydninger og bortforklare de farlige Steder;
«Horologium regium» udgiver han ganske uden Grund for en
Bearbejdelse efter den hamborgske Præst og Moralist Balthasar Schupp osv.
Da han endelig af Konsistorialretten blev fradømt sin gejstlige
Værdighed og af den verdslige Ret dømtes til at have forbrudt
Ære, Liv og Gods samt som Meneder at miste 3 Fingre, slog
Dødsangesten ud i krybende Bønskrifter til Kongen, Dronningen,
Statholder Gyldenløve og alle dem, han havde haanet og hudflettet,
lige indtil Fiskalen og Sophie Amalie Moth. Dertil sigter
Kingo i den Forbøn, han trods tidligere Fornærmelser indlagde
for sin Slægtning, og som sammenligner ham med Simei, der
tryglede David om Naade efter først at have udskjældt ham.
Herpaa svarede W. dog med en Parodi fuld af grove Skjældsord.
En smuk Modsætning til W.s uværdige Optræden danner hans
unge Hustrus, hvem han i sine Velmagtsdage synes at have
overset, men som nu forlod et spædt Barn, tog over til Manden og
utrættelig gik i Forbøn for ham, saa at det maaske ikke mindst
skyldtes hende, at Dødsdommen formildedes til Forvisning til
Trankebar. Hendes Kjærlighed vakte ogsaa bedre Følelser hos W., hvis
Digt «Tvende Ægtepersoners bedrøvelige Adskillelse» og sidste
Vers fra Overrejsen have et varmere og dybere Præg end almindeligt
hos ham. 22. April 1681 blev han bragt om Bord i en Ostindiefarer
og ført til sit Forvisningssted, hvor han blev ansat som
Kantor ved Koloniens Kirke og efter usikre Sagn skal have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
