Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worsaae, Jens Jacob Asmussen, 1821-85, Musæumsdirektør, arkæologisk og historisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, hvorfra han 2 Aar senere blev
Student.
Alt i den tidlige Ungdom havde hans Interesser, vakte og
nærede af Plader en, særlig gaaet i historisk og arkæologisk Retning;
i Højene om det nærliggende Jelling havde han foretaget sine
første smaa Undersøgelser. Saaledes faldt det naturligt, at han
som Student droges til Musæet for nordiske Oldsager, ved hvilket
han blev ansat og til 1843 gjorde Tjeneste som Assistent. En Tid
tegnede det dog til, at W.s Vej skulde blive en anden end den
arkæologiske; Faderen blev syg og døde snart efter (1840); Sønnen
maatte i denne Tid afbryde sine Studier og drage til Vejle for at
støtte først Faderen, siden efter Moderen, der sad i trange Kaar
med den store Børneflok. For hurtigere at komme i Vej tænkte
han en Tid paa at studere Jura. Snart opgaves dog dette, og han
slog ind paa den Bane, som han siden ikke forlod.
I Aarene 1838-39 havde han foretaget sine første arkæologiske
Undersøgelser og givet Meddelelser om dem i «Annaler for nordisk
Oldkyndighed». Allerede her gjør hans Evne til sikker kritisk
Iagttagelse og livlig Fremstilling sig gjældende. De samme
Aandsegenskaber var det, som snart gjorde hans Navn kjendt i
videre Kredse. I 1835 var der i en Mose ved Vejle fundet et
mumificeret Kvindelig, som N. M. Petersen, med den ældre Skoles
Tilbøjelighed til paa et løst Grundlag at sætte arkæologiske Fund
og historiske Begivenheder i Forbindelse med hinanden, havde
ment kunde være af den norske Dronning Gunild, der i Følge en
Beretning, efter at være lokket til Danmark, blev nedsænket i en
Mose. I Historisk Tidsskrift (3. Bd. 1841-42) rettede den ganske
unge W. en skarp Kritik herimod, paaviste dels i den første
Artikel, dels i et senere Tilsvar efter en Replik af N. M. Petersen
Løsheden i Argumenternes Opbygning og hævdede som sit Princip,
at man maatte bort fra den ældre Forsknings fantastiske
Hypotheser, hvorved «ikke faa Urigtigheder have indsneget sig i
Historien, hvilke man kun med Møje og Tidsspilde atter kan
modbevise og bortrydde». Selv Modstanderen indrømmede
Kritikkens Berettigelse.
En ikke mindre glimrende videnskabelig Sejr vandt W. snart
efter over en anden af de ældres Hovedmænd, Finn Magnusen.
Det drejede sig om den bekjendte Klippe, Runamo i Bleking,
der i Aarene nærmest forud gjentagne Gange var undersøgt, og
hvilken Finn Magnusen havde tydet som allittererede Vers i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
