Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wulf, Johan (Hans Ulf), 1470-1541, Prælat - Wulff, Carl, 1840-88, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han døde 30. Juni 1541 (Aarstallet er dog lidt usikkert). En Del
af sine Midler testamenterede han til Herreklostrene i Holsten –
noget nær de sidste Steder inden for hans Fædrelands Grænser,
hvor den gamle Kirkeskik endnu nogenlunde holdtes i Hævd.
Utrykte Pavebreve fra Vatikanet.
Zeitschr. f. d. Gesch. d. Herzogthümer IX, 99 ff.
Aarsberetn. fra Geh.-Arch. I-II. Kirkehist. Saml. 3. R. IV, 518. 4. R. I, 587. VI, 723. Allen, De nord. Rigers Hist. 1497-1536, II, 361. 390 f. III, 1, 78. III, 2, 208. 312. Danske Mag. 4. R. III, 246.
H. F. Rørdam.
Wulff, Carl, 1840-88, Skuespiller. W., der var Søn af
Kjøbmand Aron W. (f. 1795 d. 1855) og Hanne f. Meyer (f. 1808
d. 1891), fødtes 7. Maj 1840 i Slagelse og blev efter endt Skolegang
sat i Urtekræmmerlære i Kjøbenhavn; hans Hu stod imidlertid til
Theatret, og 1858 optraadte han første Gang paa Alhambratheatret
uden for Kjøbenhavn, derefter spillede han baade i de danske
Provinser og i Norge, ligesom han 9. April 1863 forsøgte sin Lykke
paa Kasino som Edvard i «Den unge Gudmoder». W., der var
en kjøn ung Mand, havde en vis Lighed med Michael Wiehe,
og hovedsagelig paa denne Lighed antoges han ved det kongl.
Theater, hvor han 2. Sept. 1867 havde sin første Optræden som
William Taylor i «Maria Stuart i Skotland» og snart efter fik
Lejlighed til at prøve sine Kræfter i to af Michael Wiehes Roller:
Tadeo i «Den yngste» og Ejbæk i «Æventyr paa Fodrejsen»;
skjønt han modtoges ikke uden Velvilje af Kritik og Publikum,
fordunkledes han dog snart af Emil Poulsen og forlod ved Udgangen
af 1868-69 det kongl. Theater for at tage Engagement ved Kasino.
Her gjorde han i de følgende Aar ved en lidt smægtende
Anvendelse af sin bløde Stemme ikke ringe Lykke i en Række
Elskerroller, indtil han i Titelrollen til Kjøbenhavner-Revufarcen
«Peter Sørensen» (Dec. 1874) fandt sig selv: Halvfjerdsernes
Kjøbenhavner, der altid slagfærdig og drillevorn, uforskammet og dog
godmodig, tilsyneladende blaseret, i Virkeligheden stærkt interesseret
magelig dasede Tiden hen nydende sin egen Vittighed; «en
levendegjort Sarkasme over alt og alle – undtagen over sig selv»
(Vilh. Møller). Til den flotte Kjøbenhavner føjede W. snart, særlig
efter at han fra Begyndelsen af 1876-77 havde ombyttet Kasino
med Folketheatret, en Række veltilfredse, selvtillidsfulde Ræsonnører
og Bonvivanter i franske og tyske Lystspil og Farcer. W., der ikke
blot var bleven en meget yndet Skuespiller, men ogsaa i Kraft af sit
snarraadige Vid betragtedes som et Mønster paa en Kjøbenhavner,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
