Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de stundum kunne forekomme Nutidslæsere nok saa interessante ved
deres mere moderne Følelsesindhold (Skyldbevidstheden og
Afmagtsfølelsen i «Stærkodder», Ægtemandsfortvivlelsen i «Hugo von
Rheinberg», den ungdommelige Lidenskab i «Hagbarth og Signe» og
Vemodet i «Erik og Abel»). Umiddelbart tiltalende virker det,
naar man føler Virkeligheden, hvorfor O. havde saa varmt et Sind,
slaa igjennem, som Faderkjærligheden i den dramatiske Idyl «Den
lille Hyrdedreng» (1818) og Sjette-Frederiks-Idyllen, uden
Omskrivning i Digtkredsen «Frederiksberg)) (1816) og i en let «oldnordisk»
Forklædning i «Hroars Saga» (1817). Størst er O. bestandig i det
lyrisk-episke Fag, som Heiberg sagde, d. v. s. naar han kan bruge
et episk Stof til Udtryk for Bevægelser i hans eget Sind og
Tidsalderens Liv som i «Helge» (1814), hvis Romancer til alle Tider
ville bevare Kjærnen af hans Kunst, og i hvis fra Skjoldungsagnene
laante, genialt grebne Typer, Søkongen Helge og hans fredelige
Broder Hroar, man ikke blot gjenkjender Rhytmen i hans eget
Sind (det «vilde» og det «blide»), men ser Verdenshistorien skifte:
fra hans Ungdoms Heltetid til den borgerlige Fredsperiode, som
fulgte efter; Helge-Tragedien er digtet samme Aar som Napoleons
Fald. Og saaledes ogsaa i «Nordens Guder» (1819), der indlededes
med «Thors Rejse» fra 1807, og som i de senere tilkomne
Romancer giver Vidnesbyrd saa vel om Slapheden i hans Digteraand
(Odins- og Frøjs-Partierne) som om dens Styrke, især i de
Stykker, der handle om Thor og Loke.
Naar O. i dette Digt, der blev skrevet i de sidste Aar af
den saakaldte Baggesenske Fejde (I, 444 ff.), viser i alt Fald nogen
Forstaaelse af den Ironi, der efter de litterære Vidnesbyrd at
dømme synes at tilhøre den nordiske Aand lige saa oprindelig
som den naive Handlekraft (Thor), kan det vel betragtes som en
Virkning af Baggesens i syv Aar fortsatte Kritik af hans digteriske
Virksomhed, men var da ogsaa saa godt som det eneste Udbytte,
han havde deraf. Baggesens æsthetiske Kritik af O. var til Trods
for det Salt og den Munterhed, hvormed den blev fremsat, og som
maa have været mange til Forfriskelse i en flov og forknyt Tid,
og til Trods for dens iøjnefaldende Rigtighed og Berettigelse i
mange Enkeltheder for O. selv et spildt Arbejde, ikke blot fordi
Baggesen, der i den jævne Stil er saa moderne, havde saa forældede
Begreber om den høje, men fordi O. delte den almindelige Tvivl
om hans Bevæggrundes Renhed og Mistillid til hans Personlighed.
Og det var tilmed ikke saa meget en saadan skarpsynet, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
