Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smaatseende æsthetisk-filologisk Dokumentation af Værkernes
kunstneriske Fejl og Brøst, han trængte til, som en paa Forstaaelse af
Tiden og hans egen Karakter grundet, kjærlig og alvorlig Kritik
af Forfatterpersonligheden selv. Som en saadan (der alle Dage vil
være en Sjældenhed over for en levende og virkende Kunstner)
kunde han heller ikke tage Grundtvigs private og offentlige Optræden
imod ham fra et kristeligt-overlegent Standpunkt, som var hans
eget ganske fremmed. Han trængte til en Ven som Schiller, men
man maa da tilføje, at for at have Nytte af ham maatte han selv
have været som Goethe. Og en Goethe var den meget selvfølende,
men lidet selverkjendende Dannerdigter ikke. I Stedet fik han en
Heiberg, det vil efter hans egen Mening sige: en ny Baggesen
paa en anden Maade.
Efter Baggesens Bortrejse fra Danmark i 1820 indtræder en
Hvile i O.s Produktion, som udfyldes dels ved Udgivelsen af hans
ældre Digte, dels med nye Arbejder af en flygtig Natur: nogle
Syngestykker, hvori han forgjæves søger at kappes med Heibergs
Vaudeviller, og den vidtløftige Roman «Øen i Sydhavet» (paa
Grundlag af Robinsonaden «Albertus Julius», som han havde elsket
i sin Barndom), hvori en betydelig Mængde oplevet Stof, især fra
hans Ungdom, er formummet. Til Tragedien, som mere og mere
af ham selv og hans Publikum føltes som Organ for hans nationale
Poesi, vendte han tilbage med «Væringerne i Miklagaard» (efter
en Ide, som hans Ven Arkæologen Brøndsted havde givet ham i
Paris). Den udkom 1827, Aaret efter Baggesens Død, og gav
Anledning til J. L. Heibergs Kritik, ikke blot af dette enkelte
Værk, men af O.s Produktion i det hele. Denne Kritik maa rigtignok
forekomme Nutidens psykologisk skolede Kunstopfattelse yderst
doktrinær, paa enkelte Steder (f. Ex. ved at nægte O. fremragende
episk Begavelse) usand i sin Systematisering, men den er i det
væsentlige rigtig i sin tekniske Vurdering af den Oehlenschlägerske
Poesis Kunstformer og i det hele holdt i en værdig, dog undertiden
noget pebret Tone. Det er fra dette og lignende kritiske
Forsøg over O.s Poesi (af Hertz, C. A. Thortsen, F. C. Olsen), der
ligesom Heibergs ville «indsætte den æsthetiske Tanke i dens af
lutter æsthetisk Følelse usurperede Ret», at det Omslag i det
litterært dannede Publikums Stemning skriver sig, der i lange Tider
gjorde O. upopulær i Kjøbenhavn. Der havde hos den Slægt, der
var voxet op med de ulykkelige Forhold i det lille og fattige
Danmark, dannet sig en Smag for det dæmpet følelsesfulde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
