Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ironisk forstandige som noget ejendommeligt og værdifuldt dansk,
og for denne Tænkemaade syntes O.s naive Livsfylde barnagtig og
hans unuancerede Pathos tysk. Tragedierne, som han vedblev at
skrive, som om han ikke vidste bedre («Karl den store» 1829,
«Tordenskjold» og «Dronning Margareta» 1833, «Sokrates» 1835,
«Olaf den hellige» 1838, «Knud den store» 1839), gjorde ringe
Virkning.
Paa de fleste af disse saakaldte «Tragedier», der ingenlunde
altid svare til Navnet, mærkes det ogsaa alt for vel, at de ere
skrevne uden dybere Tilskyndelse. Medens Digteren i sin Ungdom
havde haft den Lykke at hjælpe en ny Tids Tænkemaade til Udtryk
og fremstille et helt aandeligt Gjennembrud i sin Poesi og
paa Rejsen i umiddelbar Forbindelse med et verdenshistorisk Røre
havde haft Kraft til at oprejse Mindesmærker for sin Race i
klassiske Værker, og medens han endnu under den Baggesenske Fejde
havde følt sin Poesi dybt bevæget af urolige Livsforhold, var han
nu falden i Ro og ejede ikke mere i sit Sind den frugtbare
Kampfølelse, det Viljessind, uden hvilket ingen stor tragisk Poesi kan
blive til. Som Følge deraf stod de poetiske Arbejder fra denne
Tid, hans senere Manddomsdigtning, i et løsere og mere overfladisk
Forhold til hans Personlighed end nogen tidligere Periodes Værker.
Men endnu besad han den samme Evne til naiv Hengivelse i
Stoffet, saa at det gjærne var en Nydelse, der overgik selve
Læsningen af det fuldendte Værk, at høre O. udvikle Ideen til et
digterisk Arbejde; ved Frokostbordet fremstillede han engang den
døende Helt i en (aldrig skreven) «Epaminondas» saa gribende, at
Tilhørerne glemte, at Dolken var en Brødkniv. Og hvad der
manglede i Energien i det kunstneriske Arbejde, som gik raskt fra
Haanden i Formiddagstimerne i Løbet af nogle Uger, vidste han
ikke, da han efter Erfaringerne fra sin Ungdom, hvor alt lykkedes
ham, aldrig kunde faa sig til at tro, at Kunst var en Anstrængelse.
Derfor troede han bestandig, at hvert nyt Arbejde var, som
«Aladdins og «Hakon Jarl», en Verden i det smaa, og saa ikke,
at det bare var en Boble. I hans nærmeste Kreds var der heller
ingen, der kunde sige ham det, og til den offentlige Kritik havde
han ingen Tillid. Et blivende kunstnerisk Værd har derfor grumme
lidt af denne Poesi, hvis Betydning især er historisk som
Vidnesbyrd om Bevægelsen i Digterens personlige Liv og det lille
litterære Samfund, han tilhørte. Thi da O. ikke mere formaaede at
omsætte sit aandelige Indhold i almengyldige Ideer, opfyldte han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
