Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere, ved hans Besøg i Christiania, havde ogsaa de norske
Akademikere sluttet sig til denne Hyldest. Rigtignok viste den ganske
private Maade, hvorpaa han modtog og takkede for Æren, at han
ikke var eller vilde være sig dens historiske Betydning bevidst.
Men i Værkerne fra disse Aar, i Heltedigtet «Hrolf Krake» fra
1828 (i kraftfulde Nibelungenvers, noget løst i det episke
Mellemværk, men med fortræffelige Ind- og Udgangspartier), der ellers»
læses som en loyal Forherligelse af Frederik VI’s landsfaderlige
Kongemagt, og i Tragedierne «Tordenskjold» og «Dronning Margareta»
udtaler han med Finhed og Varme sin Følelse for det
naturlige Slægtskab mellem de tre Nationer, som han selv havde
bidraget saa meget til at bringe til Bevidsthed. Videre gik han
ikke. «Dronning Margareta» bliver ikke det Festspil for det
forenede Norden, som man af dens Æmne og Tidspunktet for dens
Tilblivelse (umiddelbart efter Norgesrejsen) kunde vente, i det han
til dens Handling har valgt et Træk af Dronningens Liv (Episoden
om den falske Oluf), der gjør hendes Moderhjærte og ikke hendes
Kongetanke til Midtpunktet i Tragedien. O. kunde saaledes vel
med frelst Samvittighed modtage Studenternes Hyldest paa det
nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1845, men i Ledelsen af
den skandinaviske Bevægelse tog han ingen Del.
Medens O. arbejdede paa «Sokrates», havde han den Sorg
at miste sin elskede Datter Charlotte Phister (XIII, 106). Spor af
den Bevægelse, som dette Tab satte ham i, mærkes i de to (efter
hans egen Mening) kristelige Tragedier «Olaf den hellige» (1838)
og «Knud den store» (1839).
I dette Aar døde Frederik VI. Det var en almindelig Mening,
at hermed var ogsaa O.s Tid ude, og under hans fortsatte Produktion
undrede man sig, som Goldschmidt siger, over, at det
døde ikke vilde gaa til Hvile, og at alt, hvad der hørte til det
gamle Monarki, var saa sejt og langsomt med at lade sig skrinlægge.
O. havde selv en Følelse af, at han ikke mere hørte Tiden
til, og skrev i den Stemning den nordiske Fortælling «0rvarodds
Saga» (1841), som er den mest betegnende Frembringelse af hans
Alderdomsdigtning. Den fortæller paa Grundlag af de islandske
Sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk Stil end den,
han ellers har benyttet i sine «Sagaer», om «den hedenske Vildmand,
der blev kristelig tam», og som i en fremmed Tid mister
Erindringen om sin Ungdom. Da O. læste dette for sin Ven
Hauch, kom han til at græde og udbrød: «Det er, ligesom det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
