Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indbragte ham paa ny Publikums Hyldest. Ogsaa den næste nordiske
Tragedie, O.s sidste, «Kjartan og Gudrun» gjorde Lykke. Den
er digtet efter den interessante Laxdølasaga (hvoraf N. M. Petersen
havde udgivet en Oversættelse) og har faaet sin Varme af en ny
Forelskelse hos den friske gamle Mand; i den varmblodige Kjartan
giver den et Billede af den samme Ynglingenatur, som O. først
fremstillede, og som altid var det, han bedst fremstillede, saa at
hans Poesi sluttede, hvor den begyndte. Af denne Varme er der
intet i de to sidste Værker. Saaledes efter Sagens Natur ikke i
det Læredigt om «Digtekunsten», han skrev i Sommeren 1848, og
hvormed han vilde slutte sin Virksomhed paa Universitetet, der
aldrig havde betydet meget. Men ogsaa «Regnar Lodbrok» er
væsentlig mat, et Heltedigt i «Helges» Form, men uden «Helges»
Aand. Han skrev det umiddelbart efter det foregaaende Digt
«for at forslaa Grillerne, og da det varer saa længe med
Vaabenstilstandens Antagelse», og fordi det «trøstede mig midt i denne
Tid, fuld af politisk Smaalighed, Galskab og Kjævleri, at ty hen til
en kraftig, barbarisk Tid, hvor man dog var Mænd og vidste,
hvad man vilde, og ikke med affekteret Sludder vilde gjøre sig
bedre, end man var». Men man følte almindelig, at man ikke
mere havde Brug for Regnar Lodbrog, siden «Jens» var ved at
blive heroisk. Det betegner Historiens Dødsdom over den
Oehlenschlägerske Periode i den danske Kunst, at det blev
Bissens «Den danske Landsoldat» og ikke Jerichaus «Thor»,
der blev Mindesmærket for 1848.
Det var da godt, at O. kort før sin Død (20. Jan. 1850) fik
og brugte Lejligheden til at sige det afgjørende Ord, der for
bestandig binder hans Betydning som Digter til Danmarks Historie.
Efter at han i Sommeren 1847 Paa en Rejse til Sverige (Stockholm
og Upsala) paa ny var bleven hyldet som nordisk Digter, samledes
en Kreds af de bedste Mænd i hans Fædreland med ham paa hans
70. Fødselsdag for at hilse ham som dansk Digter. Ved denne
Lejlighed var det bl. a., at Heiberg, der havde været hans
Modstander, i en Sang hyldede ham som den første ret danske Digter,
og at Grundtvig, hans Dommer, med en Tale rakte ham en
Lavrbærkrans fra de danske Kvinder. Og her oplæste O. som Svar paa
Skuespiller Nielsens Festtale et Digt, der endte med at nævne
«den danske Munterhed» som den Egenskab, hvorpaa Folkets
aandelige Livskraft især beroede. Med dette jævne Ord har O.
ganske rigtig betegnet det i sit Væsen og sin Virksomhed, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
