Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Trods for alle Kultur- og Kunstforandringer lever videre i hans
Nation. Det var ved denne Munterhed (hvormed han mener:
Livslyst og Levekraft), han først var slaaet igjennem. Aladdin er
«Naturens muntre Søn» og hverken mere eller mindre; Digtet om
Thor er «muntert»; selv i Tragedierne hersker der, som han siger,
«en højere Munterhed», en lys Kraft og en jævn Tone - den
samme, som lever i Folket og stedse er kommen til Udtryk i de
mest betegnende Frembringelser af dets Kunst og Videnskab.
Men O. er ikke dansk Nationaldigter i den Forstand, at han
ved sin Poesi skulde have gaaet ud paa at udvikle og begrænse
Folket i dets nationale Ejendommelighed. Han har altid fremhævet,
at Kunst ikke er en national Sag, men en menneskelig
Ting. Som den Skole, han oprindelig tilhørte, den Goetheske
Romantik, har han tvært imod ved sin Poesi villet sprænge den
nationale Begrænsning og udvide den danske Aand til en fri og
alsidig Menneskelighed. Det er med rette, at Heiberg i den
nysnævnte Sang kalder ham «en Adam paa det danske Parnas».
At han hed Adam er et Tilfælde, men det ser ud som en Tanke.
Sikrest træffer Kamma Rahbek hans Væsen med det spøgefulde
Bakkehusnavn «den uomvendte Adam». Den Menneskelighed, der
var i O., var ikke, som hos Grundtvig, den vældige Natur, som
ved Kristendommens Aand løftes ud over sig selv, eller, som hos
Goethe, den dybe Natur, der begrunder sig i sig selv som et
Kunstværk. Men det var den frodige Natur, der blomstrer af sig
selv og uden noget andet Formaal. Det er den psykologiske
Sandhed i Heibergs æsthetiske Bestemmelse af O. som «umiddelbar»,
at hans Kunst og han selv med ingen anden Udvikling
kjender end Naturens: fra hans Ungdoms blomstrende Foraar til
Efteraarslyset i hans sidste Værker.
Som i Kunsten, saa i Livet. Om O.s Personlighed er der af
hans Samtid fældet de mest forskjellige Domme. Nogle have fundet
ham stolt og utaalelig selvfølende, andre kjærlig og fuld af Gemyt;
nogle har han ogsaa i Samtale forekommet i høj Grad interessant,
ja genial, andre kalde ham i mundtligt Samkvem ubetydelig, ja
enfoldig. Sandheden er, at han kunde være alt dette, fordi han
altid uden at beregne Virkningen af sin Fremtræden fremstillede
sig ganske bar for Folks Domme. Hvorledes han som gammel
tog sig ud for dem af de unge, der kjendte ham bedst, viser en
Privatudtalelse af Ludvig Mynster (XII, 4) i et Brev til Hostrup, der
forsvarer sin Plads her som en klog og kjærlig Dom af en samtidig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
