Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Anders Sandøe, 1778-1860, Retslærd, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sidst saa ud, som om alle Grundvolde vaklede, Kristendommen
saa vel som Filosofien; alt var løbet ud i Relativiteter, og det
syntes ham og mange andre af de unge, at det var som at komme
fra en beklumret Stue ud i frisk Luft, da den ubetingede Pligt
traadte dem i Møde med sit Bud. Kants Moralprincip, at Mennesket
skulde handle saaledes, at den Grundsætning, som den enkelte gik
ud fra, al Tid tillige kunde gjælde som almindelig Lov,
blev for dem som en Klippe, hvorpaa ikke blot den enkelte kunde
bygge sit Liv, men som ogsaa kunde blive det faste Punkt,
hvorom de kunde ordne deres Tanker om Samfundets Berettigelse
og Forpligtelser. – Det passede derfor særlig for Ø., da det
filosofiske Fakultet 1797 udsatte som Prisopgave «En Fremstilling af
Forholdet mellem Dydslærens og Retslærens Principper». Han
vandt Præmien og lod efter Censorernes Opfordring Afhandlingen
trykke. Han var dengang 20 Aar gammel, og Skriftet er, som
det var at vente, kun en ikke synderlig selvstændig Studie over
Kant. Men ikke desto mindre ses allerede her baade de Fortrin
og Mangler, der præge hele hans Forfattervirksomhed. Han har
mange Aar senere begyndt en Afhandling med de Ord: «Vi haabe,
at Sandheden uden Ordbram og Lyst til at sige noget paafaldende
vil findes ikke at ligge saa højt, at det kun skulde være faa
udvalgte givet at skimte den, men at den er tilgængelig for enhver,
der kan tænke i Sammenhæng og ikke skyer den Ulejlighed, som
dermed er forbunden». Disse Ord kunde gjærne staa som Motto
over alle hans Skrifter fra det første til det sidste. Selv naar han
skriver om filosofiske Æmner, falder det ham let og naturligt at
udtrykke sig jævnt og almenforstaaeligt, og hans Stil er næsten i
alt for høj Grad uden. «Ordbram», det er, som var han bange for
at fange Læsernes Fantasi ved kraftige eller billedlige Udtryk, og
han undgaar i den Grad at sige «noget paafaldende», at det stundum
ikke er fri for, at Ordene blive trivielle. Det er Læsernes
Tænkning, han taler til, og han stod hele sit Liv uforstaaende
over for det Fænomen, at Mennesker kunde vægre sig ved at lade
sig overbevise, naar Sagen var stillet frem for dem med gode
klare Grunde, som de ikke kunde gjendrive. Men Ø. mangler
Forstaaelse af, at kun hvor Forfatterens Person træder frem,
kommer han i ret Forbindelse med Læserne, og at der er mere hos
disse, der skal sættes i Bevægelse, end Tankerne.
1799 tog Ø.juridisk Embedsexamen med Udmærkelse for
begge Prøver, en Karakter, der ikke var givet, siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
