Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Anders Sandøe, 1778-1860, Retslærd, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke hinanden. Man maa da, ligesom hvor der slet ingen skrevne
Love findes om Forholdet, tage sin Tilflugt til Fornuften. Men
denne «Fornuft» trænger her til en nærmere Bestemmelse. Den
er ikke enstydig med, hvad der umiddelbart maatte tiltale den
saakaldte «sunde Menneskeforstand». Det er en særlig juridisk
Fornuft, som der er Tale om. Og det ejendommelige ved denne
ligger navnlig deri, at Fornufthensynene her have antaget en saadan
fast Skikkelse, at der paa dem kan bygges en almindelig Regel.
Denne bestemmes altsaa ikke ved et enkelt Hensyn; en juridisk
Betragtning, der alene ser den ene Side ved Sagen og lukker
Øjnene for de andre, altsaa glemmer de forskjellige Formaals
Relativitet, stempler Ø. ved flere Lejligheder som «overspændt».
Regelen fremkommer gjennem en Brydning mellem ofte ganske
modstridende Hensyn. Og denne Kamp mellem de forskjellige
Interesser foregaar ude i selve Livet. Den juridiske Fornuft lader
sig derfor ikke, som den gamle Naturret antog, udfinde ved lærde
Spekulationer i Studerekammeret. Den er overhovedet ikke nogen
tænkt Størrelse, men en Realitet. Den naturlige Rets Regler
findes udviklede i selve Samfundslivet, bestemte ved dettes historiske
Forudsætninger og anerkjendte af den almindelige Folkebevidsthed
som stemmende med Samfundets Tarv. I denne Formulering af
den naturlige Ret viser Ø. for øvrigt tydelig Paavirkning af den
historiske Skole i Tyskland med dens daværende fornemste
Repræsentant, Savigny.
Dette Hensyn til det juridisk fornuftige øver efter Ø.s
Opfattelse ikke blot sin Indflydelse ved Fastsættelsen af Lovens
almindelige Indhold; men dets Betydning er i Virkeligheden ikke
mindre, hvor der bliver Spørgsmaal om Lovens Anvendelse i det
enkelte Tilfælde. Ved Dommerens juridiske Bedømmelse af
Handlingen, ved Afgjørelsen af, om et Faktum kan anses for bevist
eller ikke, er det ikke en blot logisk Operation, der foregaar, og
det er derfor heller ikke muligt at binde ham ved absolute Regler,
men meget maa her overlades til «Dommerens egen Reflexion,
hans umiddelbare Takt for det rette og sande», i det han selv
maa søge at finde de «Mellembegreber», der betinge Lovens
Anvendelse.
Gennem dette realistiske Program har Ø. tidligere og i hvert
Fald klarerere, end det skete i Tyskland, tegnet Vejen for det
følgende Hundredaars Jurisprudens. Og Fortjenesten herved bliver
dobbelt stor, naar man ser den paa Baggrund af den danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
