Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boye, Johannes, 1756-1830, Rektor og filosofisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Om kritisk Filosofi og sund Sans», hvori den i
selve Værket paabegyndte Bekæmpelse af den Kantiske
Filosofis Lærdomme fortsattes. 1806 forflyttedes
B. som Rektor til Fredericia, og 1811 fik han efter
Ønske Afsked med Pension. 1809 havde han udgivet
et Skrift «Om Krigen med England»; efter sin Afsked
vedblev han at virke for sine Ideer ved forskjellige
større og mindre Skrifter: 1814 udkom saaledes 3. Del
af «Statens Ven», 1815: «Om Penge, Levnedsmidler og
Dyrtid» og «Om Historieskrivning», 1821 «Bibelen
og Homer», 1824 «Musikkens og Sangens Bidrag til
Menneskenes Forædling». Han døde 1. Febr. 1830.
B. staar som Forfatter paa «Oplysningstidens»
almindelige Standpunkt, deler dens Interesser og
fremsætter dens Tanker. Af hans Hovedværk, «Statens
Ven», handler 1. Del om den private Lyksalighed. Paa
Spørgsmaalet om, hvorledes vor Handlen skal være,
svares der: Maalet for al menneskelig Handlen er
faktisk og nødvendigvis Lyksalighed. Fraadseren
og Drankeren, der hige efter Sansenydelser, den
kristne, der stræber efter en evig Salighed, den
opofrende Menneskeven, der tilbringer hele sit Liv
med at besøge og trøste fattige og lidende, vel
at mærke: fordi det fornøjer ham mest, godtgjøre
alle Sandheden af den udtalte Sætning. Kun sætte
de Lyksaligheden i et forskjelligt. Bestandig er
Lyksaligheden dog at bestemme som en fortsat Række af
Lystfølelser, «Fornøjelser». Men disse Fornøjelser
kunne dels være af sanselig, dels af intellektuel,
dels af moralsk Art, og da de sidstnævnte Arter til
syvende og sidst ere de mest varige, gjælder det om
at opdrage sig selv og alle andre til at finde mest
Smag i dem. Den kaldes dydig, som finder mest Smag
i at befordre saa vel andres som egen Lyksalighed. –
Denne almindelige Tankegang faar saa sit Særpræg ved
den flade Optimisme og den naive Selvtilfredshed,
hvormed den nærmere udvikles. Erfaringen viser, at
Mennesket af Naturen i det mindste er et ret godt
Væsen, og Læren om Arvesynden kan derfor kun i højst
afdæmpet Betydning være sand, ligesom det ogsaa er
umuligt at tro paa en vred eller Stræng Gud. – Det
var paa denne flade Selvtilfredshed, Kant gjorde
en brat Ende ved sin Lære om «det radikale Onde»
og sin strænge og absolute Morallære i det hele;
B. blev derfor ogsaa angrebet af de danske Kantianere
(bl. hvilke A. S. Ørsted) og svarede i 2. Udg. af sit
Skrifts 1. Del og siden flere Steder med forskjellige
Modangreb paa Kant, i Regelen misforstaaende ham,
men hist og her dog blottende virkelige Svagheder. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
