Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brandes, Georg Morris Cohen, f. 1842, Æsthetiker og Litteraturhistoriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfattervirksomhed, ved sine Forelæsninger og ved sin
store Evne som personlig Vækker har han været en
indflydelsesrig og aandfuld Talsmand for Realismens
almindelige litterære Princip: Fordringen paa
Naturiagttagelse og den fulde Indsættelse af
den kunstneriske Individualitet i Værket; og 3. i
Litteraturbehandlingen har han indført en ny Methode:
den psykologisk-kritiske. Men for at forstaa B.s
Stilling og det Røre, han vakte, maa det mærkes,
at denne rige Livsgjerning udførtes under Brydningen
af to forskjellige Strømme i hans lidenskabelige og
stærkt stemningsbevægede Personlighed: den centrale
– en stor Kritiker med sjælden Evne til at se, et
fint psykologisk Blik og en overordentlig bøjelig,
vid og indtrængende Sympathi, og den periferiske –
en lidenskabelig polemisk agitatorisk Fritænker
med stadig opdukkende Lyst til at gaa ud over det
æsthetisk-litterære Omraade og ud fra dette virke
som radikal Samfundsreformator med Krav paa den
mest ubetingede Frihed for Aand og Individ. Denne
Dobbelthed gaar mer eller mindre igjennem hele hans
Produktion og forklarer den højst ulige Bedømmelse,
der er bleven ham til Del.
Imod en formel og hensygnende Idealisme hævdede
B. Realismens Aand og gjorde sig til Talsmand for den
levende Model, for Betydningen af Virkelighedsstudiet
og Iagttagelsen, den dristige og energiske Gjengivelse
i digterisk Sammentrængen af det sete og oplevede,
tilspidset i den Sætning, at en Digter egentlig kun
kan give sin Samtid og sig selv som den Virkelighed,
han alene fuldt kjender. Derfor maa Digteren mættes af
sin Tid, føle dens Lykke og Lidelse og kraftig bevæges
af dens Strømninger, i det en Litteratur nu kun ret
viser sin Livskraft ved at «sætte Problemer under
Debat». Men medens Polemikeren for at bryde Strømmen
ofte optraadte stærkt imod vor ældre Litteratur
og navnlig ikke ret var i Stand til at dele Lys
og Skygge lige mellem sin Skole og andre uden for
Skolen («Det moderne Gjennembruds Mænd»), viste
Kritikeren i en Række fortrinlig karakteriserende
Monografier, at han netop havde en sjælden Evne til
med fin og dybt forstaaende Sympathi at værdsætte
vor ældre Litteratur. I den Gruppe af B.s Skrifter,
der dannes af hans Karakteristikker af danske og
nordiske Forfattere, ere de, der tegne vore ældre
Forfattere: Henrik Hertz og Aarestrup (i «Æsthetiske
Studier»), Rahbek, H. C. Andersen, Goldschmidt
(i «Kritikker og Portrætter»), Hauch, Bødtcher,
Chr. Winther og Paludan-Müller (i «Danske Digtere»)
og Schack Staffeldt (i «Mennesker og Værker», hvori
ogsaa den fortræffelige Skildring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
