Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brosbøll, Johan Carl Christian, f. 1816, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af hans Bøger høre til de mest læste i Danmark. Dette skyldes
først og fremmest Forfatterens her hjemme næsten enestaaende
Evne til at opfinde en afvexlende, paa spændende Begivenheder
rig Handling, hvor det ene drastiske Optrin følger umiddelbart
oven paa det andet, og hvor der med aldrig trættet Opfindsomhed
stilles Helten Forhindringer og beredes ham Faldgruber, som dog
i Regelen lykkelig overvindes. Hovedfigurerne ere imidlertid i
næsten alle B.s større Romaner væsentlig de samme Karakterer;
«Helten» er saaledes en Slags d’Artagnan-Type, omplantet paa
dansk Grund og omformet saaledes, som den forskjellige Nationalitet
medfører, men Forfatteren forstaar med en sjælden Kunst at variere
Kostumet og Sceneriet, saa at man alligevel, hver Gang man møder
de omklædte, men vel kjendte Skikkelser, begynder med at tro,
at man har en ny Figur for sig. Størst Popularitet har den i flere
Oplag udkomne Roman «Gjøngehøvdingen» (1853) med dens
Fortsættelse «Dronningens Vagtmester» opnaaet, men størst Værd have
dog vistnok i det hele B.s mindre Fortællinger, af hvilke de fleste
oprindelig ere trykte i Tidsskrifter og Kalendere og senere
selvstændig udgivne i Samlinger, der ofte bære mærkelige Navne
(«Haabløs», «Flygtende», «Rejsende» o. fl.). Hans seneste
Arbejder – «Serafino fra Ota» (1887) og «Vendetta» (1888) – hente
deres Æmne fra Korsika. Hvad en Kritiker (P. L. Møller) allerede
tidlig har bebrejdet B., nemlig, at «man savner en højere Aand,
som skulde svæve over det hele og føre det til et bestemt Maal»,
og at han selv synes at være «aldeles tabt i Begivenhederne som
saadanne i Steden for at lade dem foregaa og udvikle sig i en
Idés Tjeneste», mærkes i Regelen langt mindre i hans
Smaafortællinger end i de store Romaner, og adskillige af de
førstnævnte, navnlig Saadanne, i hvilke Scenen er henlagt til Jylland,
som han kjender ud og ind, og hvis Natur han ofte forstaar at
skildre med Blichersk Anskuelighed og Stemningsfylde, ere virkelige
Perler af dansk Novelledigtning («En smuk Historie», «Den stærkeste»,
«Et Guldbæger» o. m. fl.). – I hans dramatiske Arbejder
ere Svaghederne mere iøjnefaldende, men Folkekomedier som «I
Dynekilen» og «Tordenskjold i Marstrand» have vundet et stort
og taknemmeligt Publikum ved lignende Egenskaber som Romanerne,
og i det hele maa B. som Folkeskribent siges at indtage Pladsen
næst efter Ingemann.
Erslew, Forf. Lex.
K. Arentzen, Danske Digtere i det 19. Aarh. S. 223 ff.
Nordstjernen 1885, Nr. 4.
P. Hansen, Illustr, dansk Litteraturhist. II, 596 f.
Sophus Bauditz.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
