Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian V, 1646-99, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
C. havde visse Egenskaber, der gjorde ham vel skikket til at
vinde den Folkeyndest, som for den unge Enevælde maatte have
stor Betydning. Uagtet han nærmest maa siges at have været en
styg Mand, gav hans Dygtighed i ridderlige Idrætter ham en
ydre heldig Optræden, naar han færdedes i det frie. Faa kunde
overgaa ham i Ridefærdighed, som han gav Folk rig Lejlighed til
at beundre ved de prægtige Karousselridt, han jævnlig lod finde
Sted i Kjøbenhavn. Det var ogsaa vel kjendt, at han havde stor
personlig Tapperhed og forstod at bruge en Pallask saa godt som
nogen i hans Garde. Men vigtigere var det milde, venlige, der
var ved hans Personlighed. Man vidste at fortælle Træk af
Godmodighed og Velgjørenhed fra hans Side, snart imod Soldaterne,
snart imod andre af hans Undersaatter. Det er som et Vidnesbyrd
om, hvor godt derfor Forholdet blev imellem ham og det kjøbenhavnske
Borgerskab, senere blevet fortalt, at tit, naar han red
igjennem Gaderne, stode Borgerne ved de aabne Vinduer med
Glas i Haanden og drak hans Skaal. Ogsaa i Norge forstod han
under sin Rejse der i Landet (1685) at vinde Stemningen saaledes
for sig, at hans Minde var elsket deroppe endnu højt op i det
18. Aarhundrede.
Regeringskollegiernes Aktstykker og Protokoller stadfæste Rigtigheden
af det Billede, Overleveringen har fastslaaet af C. som
den venlige, godmodige Mand. Næsten aldrig træffer man et
Andragende om Eftergivelse af en eller anden Skatterestance eller
af Gjæld til Staten, uden at han bevilgede det, lige godt, hvad
enten det kom fra Godsejere, Bønder eller Enker, Kommuner eller
Stiftelser. Det var ham, synes det, umuligt at sige Nej til dem,
der henvendte sig til hans gode Hjærte. Rentekammeret kunde
længe nok fraraade slige Eftergivelser, han tilstod dem alligevel.
Og naar han jævnlig er bleven fremstillet som en Mand, tysk af
Tale og Tænkesæt, der som saadan stod sit danske og norske
Folk fjærn, da har det vist sig, at her vare Sigtelserne i høj Grad
uhjemlede. Han var fra Barn opdraget til at tale Dansk, han har
baade for det meste skrevet sine Dagbøger paa Dansk, og det er
i dette Sprog, han i sine Testamenter har rettet Formaninger til
sine Efterfølgere. Med ikke mindre Uret har man stemplet ham
som særlig Adelskonge. Ikke blot Griffenfeld, men adskillige andre
af hans vigtigste Embedsmænd vare af borgerlig Byrd, og han
formanede udtrykkelig sine Efterfølgere til ikke «at binde
Bestillinger og Charger til adelig Naissance, Blod og Byrd», men at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
