Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Carl Frederik August, Hertug af Augustenborg, 1798-1869
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorimod hun ikke førtes til Kongen, og ved Brylluppet paa
Gisselfeld 18. Sept. 1820 synes den kongelige Familie ikke at
have været repræsenteret.
Det blev et lykkeligt Ægteskab, og Familielivet paa Augustenborg
kom til at udmærke sig ved alle huslige Dyder. For en Tid
hengav Hertugen sig aldeles til dette og til de Pligter, som
Godsernes Bestyrelse paalagde ham. I det dannede og elskværdige
Hjem færdedes Medlemmer af Aristokratiet og selve Kongehuset
sammen med de hertugelige Embedsmænd og Præster; den almindelig
afholdte Hertuginde besøgte Forpagterfamilierne, og Børnene
voxede op sammen med gode Venners og Naboers. Hertugen
var som Godsejer, ligesom vel de fleste af hans Standsfæller, en
Blanding af en human og veltænkende Mand, som ønskede at
fremme sine undergivnes materielle Vel og at knytte alle dem til
sig, som stode i hans Tjeneste, – og en myndig, ikke sjælden
vilkaarlig og brutal Herre. Han kastede sin særlige Kjærlighed
over Hestesporten og blev den første, som hos os søgte at indføre
de engelske Væddeløb; i dette Spørgsmaal optraadte han ogsaa
som Forfatter, baade paa Dansk og Tysk (1829-32).
Ulykkeligvis var han dog ikke blot Ejer af betydelige og
skjønne Godser, men tillige født Hertug af en gammel fyrstelig
Slægt. Han skrev senere til P. Hjort i Sorø: «I Følge mine
Anskuelser af Livet høre de kronede Hoveder til de ulykkeligste
Mennesker paa Jorden, og jeg skal sikkerligen aldrig udstrække min
Haand efter en Krone, som ikke paa lovlig Maade tilkommer mig.
Men lige saa vist som dette er min Beslutning aldrig at opgive
min Ret til en Krone, som i Følge min Overbevisning tilkommer
mig og min Familie.» Hvor delte Meningerne end ville være med
Hensyn til den første Del af dette Udsagn – og om Oprigtigheden
af det i Hertugens Mund –, saa kan der næppe være Tvivl om,
at jo medfødte Prætensioner paa en Krone, som i heldigste Tilfælde
kan naas ved Omvæltninger og Fredsforstyrrelser, ere en
sørgelig Tilskikkelse for den, i hvis Lod de falde. Kampen for
et saa tvivlsomt Gode vil gjøre det umuligt at nyde selv de
lykkeligste Kaar og at opfylde den ædleste Pligt, den uden Bagtanke
at elske og tjene sit Fædreland. Det er det bedste, som kan
siges til Undskyldning for Hertugen af Augustenborg, at han blev
truffen af denne frygtelige Tilskikkelse, at han hengav sig til den
med alle sine Evner og hele sin Personlighed, og at han bukkede
under for dens stadig voxende Krav. Der er noget tragisk i at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
