Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Carl Frederik August, Hertug af Augustenborg, 1798-1869
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og at den Fordring, Laurids Skau stillede i sit Tilbud om Forlig
og Samarbejde, at han i smaat og stort skulde optræde som dansk
Prins, var lige saa velbegrundet som umulig for ham. Saaledes
syntes der intet Valg at være; han afviste Tilnærmelserne fra dansk
Side uden helt at opgive Haabet om, at man dog til sidst her
vilde indrømme ham alt. I den kort efter sammenkaldte Stænderforsamling
fik han vedtaget et Andragende om Slesvigs Optagelse
i det tyske Forbund, han stillede Forslag om en fælles konstitutionel
Forfatning for de to Hertugdømmer, og da fortsatte Forhandlinger
bleve ham utaalelige, sprængte han Forsamlingen ved at nedlægge
sit Mandat og fremkalde det samme fra hele det tyske Flertals
Side (4. Dec. 1846). Dermed havde han bragt sit Parti til Randen
af et Oprør.
Efter Kong Christian VIII’s Død, Udstedelsen af den kongelige
Kundgjørelse af 28. Jan. 1848 og de ved Revolutionen i Paris
foranledigede Uroligheder i Tyskland steg Spændingen saa vel i
Kjøbenhavn som i Hertugdømmerne til det yderste; ved Forsamlingen
af Stænderdeputerede i Rensborg 18. Marts besluttedes det at sende
en Deputation til Kjøbenhavn for at forlange Indrømmelsen af et
Slesvig-Holsten. Under Indtrykket heraf forlod Hertugen, der ikke
ønskede nogen Katastrofe, 20. Marts Augustenborg og indtraf Dagen
efter til Nør, hvor han raadførte sig med sin Broder. Dagen efter
kjørte de sammen til Kiel, enige om, at enhver voldsom Bevægelse
skulde undgaas. Hertugen fortsatte Rejsen til Berlin for at
opfordre den preussiske Konge til at tage sig af Hertugdømmernes
Sag. Han opnaaede som bekjendt sin Hensigt, i det Frederik
Vilhelm IV i Brev af 24. Marts gjorde hans statsretlige Paastande
til sine og lovede ham virksom Hjælp til at hævde dem. Da
Hertugen ved sin Tilbagekomst til Hamborg fik Underretning om
den provisoriske Regerings Dannelse og sin Broders Virksomhed
ved denne Lejlighed skal han have udbrudt: «Der dumme Junge
hat uns alles verdorben!» Han havde imidlertid intet Valg, eller
troede ikke at have det, og i en offentlig Erklæring af 30. Marts
godkjendte han, hvad der var sket, og sluttede sig til Oprøret.
Hertugens Rolle var i Virkeligheden udspillet fra den Dag af,
da han i Berlin forraadte sin Konge og sit Fædreland. Vel
indfandt han sig ved Hæren og lod sine Sønner indtræde i dens
Rækker, og vel deltog han i de parlamentariske Forsamlingers
Arbejder; men hans Indflydelse var brudt, og det Demokrati, som
nu førte det store Ord, hadede og frygtede ham som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
