Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clausen, Henrik Georg, 1759-1840, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da han selv blev Stiftsprovst, uden at den store Forskjel i deres
theologiske Anskuelser forstyrrede Forholdet mellem dem. Da C.
var blevet Stiftsprovst, viste det sig tit, at han var en myndig
Mand, der stod paa, hvad han ansaa for sit Embedes Ret. Som
Medlem af den kjøbenhavnske Skoledirektion (siden 1814) havde
han mange Ubehageligheder af, at Kongen ved Major Abrahamsons
Hjælp vilde indføre den indbyrdes Undervisning; han var Sjælen
i den Modstand, Direktionen rejste derimod; men i Længden
lykkedes det lige saa lidt i Kjøbenhavn som andensteds at holde
Methoden ude af Skolerne. - Heller ikke til Biskop Münter var
hans Forhold altid godt; Münter mente selv, det kom af, at
hans Theologi var en anden end C.s. Da Biskop Balle døde 1816,
havde de en heftig Strid, fordi Münter gjorde Fordring paa at
holde Ligtalen over ham, hvad C. ansaa for et Indgreb i sit Embede.
I Aaret 1818 blev Ribe Bispestol ham tilbudt; havde han
modtaget denne, vilde han rimeligvis have undgaaet de fleste af
de Stridigheder, han nu blev indviklet i, og som medførte mange
Ydmygelser, der haardt maatte krænke en Mand af saa selvbevidst
Natur som han. Mere og mere udviklede der sig en ny theologisk
Anskuelse, der vilde vende tilbage til de Former for Troen og
Tanken, i hvilke C. kun formaaede at se tomme Spidsfindigheder,
og snart skuide han mærke, at han, der, for at bruge hans eget Udtryk
, havde begyndt som Religionens Stridsmand mod det forrige
Aarhundredes «lede Vantro», skulde opleve at se sig selv som
Gjenstand for de heftigste Angreb, fordi han nu betragtedes som
Vantroens fornemste Repræsentant. Men det maa ikke overses,
at det ikke var C., der først blev angreben; det laa ikke i hans
Natur at vente derpaa; men han kastede sig selv ind i Striden
uden at have Anelse om, at han her stødte paa aandelige Kræfter,
der vare ham langt overlegne.
C. var imellem de 6 Præster, der 1811 klagede over Grundtvigs
Dimisprædiken, fordi denne havde været «forvoven og skamløs
nok til at sige om os Religionslærere til Hobe, at vi ere
samvittighedsløse, feje, af Hovmod forblindede, Sandhedens og Religionens
Forrædere, nedrige Hyklere, forsætlige Folkeforførere». Det var
kun en tarvelig Oprejsning, Præsterne fik, da det paalagdes
Universitetet at give Grundtvig en Irettesættelse. Men hermed var
Forholdet mellem de to Mænd bestemt, og Tiden gjorde Fjendskabet
bitrere og bitrere. Foruden det alt omtalte Sammenstød med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
