Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clausen, Henrik Nicolai, 1793-1877, Theolog og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afslog Gjenvalg. Af Rigsraadet var han Medlem fra dets Indstiftelse
ved Forfatningen af 2. Okt. 1855 indtil 1866. Det parlamentariske
Liv tiltalte egentlig ikke C.; vel var han en fortrinlig Taler, fra
hvis Læber klare Tanker lød i den ædleste Form, og han hørtes
altid med Opmærksomhed, men – som han selv har sagt – de
tre Interesser: Danskhed, Skandinavisme, Forfatningsfrihed, der til
enhver Tid vare de ledende for hans offentlige Optræden og for
hans Opfattelse smeltede sammen til ét, kaldte ham snarere til
statsborgerlig end til politisk Virksomhed. Han holdt sig som
Folkerepræsentant fornemt borte fra alt formelt Partivæsen, styrende
sin Kurs efter sit eget Kompas; han var Aandsaristokrat, og for
de folkelige Strømninger, der brøde op fra Dybet, følte han en
Modbydelighed, der bragte ham til at sky dem snarere end til
at bekæmpe dem. Hans Taler paa Tinge havde for meget
Karakteren af Katheder-Foredrag og virkede ikke der, hvor der mest
trængtes til Virkning. Ganske anderledes var det, naar han stod
lige over for en sympathetisk Tilhørerkreds. Studenterforeningen, der
skyldte den liberale Universitetsprofessor meget, udnævnte ham i
1854 til sit Æresmedlem, og ved en lang Række af Studenterfester,
navnlig ved den aarlige nordiske Højtid og de skandinaviske
Sammenkomster, var C.s Tale Glanspunktet. Den fine, slanke og dog
senestærke Skikkelse, det smukke Hoved med de livfulde Øjne og
det tykke hvide Haar strøget bag Ørene, den klare og malmfulde
Røst, den anstandsfulde Fremtræden stod i fuld Harmoni med
Foredragets aandelige Værd. Hvem der mindes Indvielsen af
Istedløven i Juli 1862 eller Afskedsfesten i Dec. 1866 før hans
sidste Rejse til Italien, har bevaret et levende Indtryk af vor
aandrigste og nobleste offentlige Taler. Han var som Forfatter
og som Taler ikke malerisk, men plastisk. Der var noget antikt
over hans hele Personlighed. Han havde Marmorets Renhed, dets
bestemte Linjer og faste Konturer, men tillige noget af dets Kulde;
han kunde overbevise, men ikke begejstre. Denne Kølighed laa
dog kun i det Ydre, thi han følte varmt, hans Fædrelandskjærlighed
og nationale Tro vare glødende, og selv hans Harme kunde flamme
og gnistre, hvor meget han end holdt den under sin Viljes Tugt.
Uafhængig var han til alle Sider, opad som nedad; hverken
Kongegunst eller Folkestemning holdt ham tilbage fra at følge og
udtale sin Overbevisning, han var og blev hele sit Liv den samme,
sikker paa sig selv og tryg ved sin egen Samvittigheds Dom.
C. St. A. Bille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
