Print (PDF) - On this page / på denna sida - Colbjørnsen, Christian, 1749-1814, Justitiarius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidens Stræben, dens Humanitetsideer, dens Lære om Menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig tilbagevendende Sætning, at Staterne ere grundede for at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, «Menneskene have sluttet sig sammen i Stater for det almindelige bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs og hvert enkelt Menneskes mulige Lyksalighed». Denne Lyksalighed kunde kun findes i Friheden. «Ingen Følelse,» har han sagt, «er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed ... Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste af sine Skabninger.» Denne C.s stærke Følelse for Friheden -- vel at mærke den personlige Frihed eller, hvad man den Gang kaldte den borgerlige Frihed, ikke derimod den politiske Frihed -- næredes ved en levende Uvilje imod den Standsulighed, der havde været fremherskende i tidligere Tider. Han, der dog stod A. P. Bernstorff og Reventlow saa nær, følte en instinktmæssig Uvilje imod al Adel i og for sig, og han afskyede alt, hvad der kunde kaldes aristokratiske Forrettigheder. Det var da ogsaa hans Opfattelse, at Statsforandringen her hjemme 1660 var bleven nødvendig, fordi «Statslegemet svækkedes, og Folket mishandledes under Aristokratiets tunge Aag, uden at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne Haandfæstninger) kunde afhjælpe den offentlige Nød, men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje med at beklage deres egen og Landets Skæbne». Altsaa Kongen og Folkets store Masse vare naturlige Venner, forudsat at man fra begge Sider forstod Opgaven ret. «Regenter,» har han ytret i en Tale, han holdt 1794, «ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget sig dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er denne, vi kalde Regering, det er eders herlige Daad, vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde Lenstyranniets forhadte Lænker, Tronens Rettigheder ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele ere væsentlig de samme.» C. stod, som man kan se heraf, fuldstændig paa den oplyste Enevældes Standpunkt; han mente, som mange paa hans Tid, at netop ved den stærke Kongemagt kunde den sociale Ligheds og den personlige Friheds Sag bedst gjennemføres. Og paa denne Sag satte han sin kraftige, ildfulde Personlighed ind, den helligede han sine rige Evner. Lige saa højt man maa beundre den Arbejdsiver og Nidkjærhed, der udmærkede ham, lige saa stærkt fængsles man af den Skarphed i Opfattelsen, den Klarhed i Fremstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
