Print (PDF) - On this page / på denna sida - Colbjørnsen, Christian, 1749-1814, Justitiarius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
staaet i et venskabeligt Forhold til Moltke; men han følte dog dennes Udnævnelse som en bitter Krænkelse. Da han som ung Mand havde søgt Amtmandspladsen i Stavanger, var en aldeles ukvalificeret Adelsmand ble ven foretrukket for ham, nu efter at han -- bortset endog fra Virksomheden i Landbokommissionen -- i en Række Aar havde gjort det betydeligste Arbejde og baaret det største Ansvar paa et af Statsstyreisens vigtigste Omraader, saa han sig atter tilsidesat for en Adelsmand. Skjønt han i flere Aar arbejdede i ydre god Forstaaelse med Moltke og havde fortsat væsentlig Del i vigtige Lovarbejder, var der en Brod i hans Indre. Det var, som om den gamle Bitterhed imod Fødselsaristokratiet kun ventede paa en Lejlighed til at bryde løs. Denne kom (1803), da et Andragende fra en borgerlig født Mand, Generaladjudant Lindholm, om at faa sine Døtre indskrevne i Vemmetofte Kloster bragte C. til at opstille den Paastand, at Retten til at opnaa Adgang til dette adelige Kloster ikke alene tilkom de adelig fødte, men ogsaa Døtrene af «Embedsmænd i Rangen». Sagen var tilsyneladende ikke af stor Betydning; men da Moltke bestred Rigtigheden af C.s Paastand, kom det til en Kamp imellem dem, der vidnede om, at en dybere Modsætning laa bag ved den. Med en paafaldende Lidenskab greb C. Lejligheden til over for sin adelig fødte Modstander at skildre den aristokratiske Aand, som han mente efter Frederik IV's Død havde faaet Magten her hjemme. Det var Tonen fra hans Indlæg i Landboreformsagen, men skærpet ved personlig Bitterhed, der her atter kom frem. Ingen kan tage fejl af, at det skulde være et Sidehug til Moltkes formentlig aristokratiske Standpunkt, naar han efter at have fremhævet det Dødshug, Landboreformerne havde rettet imod Levningerne af «det stygge Lensvæsen», udbryder: «Men Aristokratiets Aand turde maaske endnu skjule sig iblandt disse Ruiner og lure paa Fremtiden.» Skjønt C. under Debatten viste sig baade Moltke og de andre Kancellideputerede, der støttede denne, i høj Grad overlegen, kan der næppe være Tvivl om, at han med Hensyn til det egentlige Stridspunkt ikke havde Ret. Derimod var det en vitterlig retshistorisk Fortjeneste, at han henledede Opmærksomheden paa Betydningen af de hidtil ganske oversete Privilegier for de kongelige Betjente af 11. Febr. 1679 og paa det Vidnesbyrd, de gave om Christian V's Ønske at hæve Embedsstanden i Klasse med Adelen. Efter denne Strid holdt Regeringen en fortsat Samvirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
