Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann, Holger Henrik Herholdt, f. 1846, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er et kraftigt Digt, men rækker ikke «King Mob». Den
allerstørste Del af Bogen bestaar af fortællende Digte, en
underordnet Halvgenre, hvis Betydning her væsentlig var at udvikle
D.s Herredømme over Sproget, give hans Diktion rigere Farver,
hans Vers friere og større Bevægelse. Men endnu er kun «Manéren»
færdig, og dens Mangler staa i fuld Blomst, medens man næppe
aner, i hvilken Skjønhed dette vilde Flor skulde kulminere. D.
synes endnu at have en uendelig Vej til Fuldendthed som Lyriker,
– han tilbagelagde den i et Spring.
For tredje Gang rejste den urolige Digter udenlands. Vinteren
1875-76 tilbragte han i München, hvor han omgikkes Henrik Ibsen
og skrev sin første større Komposition, Romanen «En overkomplet»,
der er paavirket af Turgenjews «Den første Kjærlighed», et Novellesujet,
intet Romanstof. En Aften, da han efter Sædvane havde
skrevet fra Gry til Mørkning, overværede han i Theatret en
Opførelse af «Sakuntala» og skrev i en Mellemakt paa Bagsiden af
en Theaterseddel sit bekjendte Digt, der overlevede Romanen, som
det blev puttet ind i. Det er typisk for en Række af D.s Digte
– spredte gjennem hans hele Produktion – hans bedste; deres
betagende Virkning beror paa en i vor og i de fleste Litteraturer
enestaaende Evne til at gribe skabende paa Stemningen som
saadan, inden den endnu har materialiseret sig til Begreb og Tanke,
– meddele den umiddelbart; de ere, om man vil, uforstaaelige,
men uimodstaaelige. I Venedig (Foraaret 1876) skrev han i Løbet
af en Uge alle de venetianske Digte (maaske hans ypperste) og
sin bedste Novelle, «To Skud», og gjorde endda en Afstikker til
de ved Petrarch og Shelley klassiske euganeiske Høje; til Petrarch
sparkede han, med Shelley kappedes han. Allerede løftede
hans Trækfuglenatur Vingerne til en Ægypten-Fart, da Sygdom
fængslede ham i Florents; han laa for Døden, læste sin Nekrolog,
reddedes af en engelsk Læge, tog hjem og skrev om Sommeren i
Esrom-Egnen «Sange ved Havet» og «Tannhäuser» (udk. 1877), en
større Fortælling, der ligesom den mindre «To i Venedig» kun
var en foreløbig Skal om lyriske Perler. Den sidste Novelle blev
ligesom «To Skud», «Najaden» og «Dædalus» offentliggjort i «Det
19. Aarhundrede» (samlede i «Ungt Blod», 1876). Hermed forlader
han Novellen for at skrive mindre komponerede Studier, som
laa bedre for hans Ejendommeligheder, og af hvilke mange Billeder
fra Fiskerlejer og Søfarter ville kappes med hans Lyrik om at
bevare hans Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
