Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dreyer, Christopher Vilhelm, 1737-1810, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skibsfart bleve opfyldte, ganske tørt svarede: «Jeg
skal vist aldrig paaberaabe mig Deres Løfter og
Forsikringer, som jeg har lært ikke at sætte nogen Lid
til». Men ogsaa Napoleon viste ham en Opmærksomhed,
der ellers kun faldt i de Ministres Lod, som han
havde en bestemt Interesse af at vinde. Faa sin Side
nærede D. stor Beundring for Napoleons Geni, uden dog
at være blind for hans Fejl eller at lade sig drage
et Skridt videre, end han selv vilde. Allerede før
18. Brumaire var D. ikke blot personlig overbevist om,
at Frankrigs Frelse kun kunde komme fra Bonaparte,
men han synes endog til Dels at have været indviet
i Forberedelserne til denne Revolution. Da Bonaparte
var blevet Førstekonsul, underholdt han sig ved
Diplomatkuren, der hver 14. Dag holdtes i Tuillerierne,
altid længe med D., spurgte ham om hans Mening om den
almindelige Politik og fandt Behag i hans undertiden
noget vel aabenhjærtige Bemærkninger. I 1800,
da Regeringen under Englands og Ruslands forenede
Tryk vilde kalde ham tilbage og foreløbig havde
fjærnet ham fra Paris i Form af en Orlov, forlangte
Førstekonsulen gjentagende og i saa bestemte
Udtryk hans Tilbagekomst, at den fungerende Chargé
d’affaires, Manthey, til sidst maatte skrive hjem,
at «kun D.s ufortøvede Tilbagevenden kunde bevare de
venskabelige Forhold», og han tilføjer, at «efter
sine gjentagne Udtalelser i Paahør af hele det
diplomatiske Korps vilde Bonaparte anse sig for
personlig fornærmet, hvis man ikke strax sendte en
Minister tilbage, som han sætter stor Pris paa for
hans sjældne Skarpsindighed og store Kjendskab til de
forskjellige Kabinetters Tendenser, og som han desuden
vilde bruge for at nærme sig til Rusland». Senere,
under Kejserdømmet, blev D.s Adgang til Napoleon
selvfølgelig sjældnere, men denne bevarede altid stor
Velvilje for ham, og ved Efterretningen om hans
Død lod han sin Udenrigsminister, Hertugen af Cadore,
udtale sin dybe Beklagelse over dette Tab.
Under sin lange Embedsbane var D. efterhaanden
stegen op ad Rangstiens Trin. Da han som Sekretær
sendtes til Petersborg, havde han, i Betragtning
af sin Stilling som Kommitteret, faaet Titel af
Legationsraad; da han akkrediteredes i Warschau,
udnævntes han til Etatsraad, under sit Ophold i London
blev han Konferensraad og 1781 hvid Ridder, og endelig
avancerede han 1795 til Geheimeraad og 1808 til
Gehejmekonferensraad. Derimod
er den Barontitel, under hvilken han ofte forekommer
i privates Erindringer, kun et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
