- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / IV. Bind. Clemens - Eynden /
469

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eilschov, Frederik Christian, 1725-50, Filosof

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Henseende lære af Grækerne, der holdt deres
Modersmaal i Ære og ingenlunde opdroge deres Ungdom
paa Ægyptisk.

Adskillige af disse Tanker findes allerede
udtalte eller antydede i E.s første større Værk:
«Filosofiske, historiske og økonomiske Skrifter»,
der udkom 1746-47 med en Fortale af Kofod Ancher og
en Tilegnelse til Gram. Uette Arbejde har endnu et
noget tungt og tørt Præg over sig og er fuldt af lærde
Anmærkninger og Henvisninger. Snart har E. sikkert
selv følt dette, og kort efter behandler han derfor
til Dels de samme Æmner paa ny i sine «Filosofiske
Breve» (1748). Baade Stil og Behandlingsmaade ere
her lettere og elegantere. Det er vel nærmest de
Leibniz-Wolfske Grundtanker, hvorover alt er bygget;
men E. gjennemfører dem med en usædvanlig Klarhed og
betydelig Selvstændighed. En Afhandling om Dyrene
giver ham Anledning til at fremkomme med et varmt
Indlæg for en mildere og hensynsfuldere Behandling
af disse. Til en Afhandling om Pythagoras knytter
han de første Antydninger af sine Skoletanker. I
en Oversættelse af Fontenelles «En tretiens sur la
pluralité des mondes» («Fontenelles Samtaler om
flere end én Verden», 1748) og i sit «Forsøg til
en Fruentimmerfilosofi eller alvorlige og lystige
Samtaler med et Fruentimmer om det, der er nyttigt
og fornøjeligt i alle Filosofiens Parter» (1749)
udvikler han dem videre, og det er disse indstrøede
Bemærkninger, der karakterisere ham bedst og for
Nutiden frembyde den største Interesse. E. har end
videre oversat et Stykke af Seneca («Om den fyrstelige
Naade», 1747), et Udtog af Boccalinus («Betænkning
over de 7 vises Tanker om Verdens Forbedring»,
1747) og Voltaires «Zadig» (1750). Desuden har
han leveret forskjellige mindre Afhandlinger og
Tidsskriftsartikler, til Dels som Gjensvar paa Angreb
fra forskjellige Sider.

Thi Saadanne Angreb udebleve naturligvis
ikke. Selv Holberg saa jo med Ængstelse paa
Sprogrensningsbevægelsen i og uden for Landet og
indvender lejlighedsvis (Epistel 451) mod E., at det
ikke gaar an at sige «Høresal», da dette Ord ogsaa
kan betegne «et stort Værelse, hvorudi man forvarer
Hør og Hamp». Mod E.s Sprogrensningsforsøg optraadte
ogsaa den norske Digter Peder Christopher Stenersen
med sine «Kritiske Betænkninger over Mag. Eilschovs
Prøve paa en dansk Kunstordbog» (1748) foruden et
Par andre. E. tager til Gjenmæle i et sprudlende
livligt lille Arbejde: «Gjensvar paa de Kritiske
Betænkninger», forfattet «en galop» og forsynet med
Mottoet: «Du solist dich nicht verblüffen lassen».

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:27:56 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/4/0471.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free