Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Engelbretsdatter (Engebretsdatter), Dorthem 1634-1716, Digterinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samme Fænomen paa helt modsat Maade. Vore Dages Smag
vil næppe engang stille D. E. ved Siden af samtidige
religiøse Digtere af anden Rang som Peter Dass eller
Frederik Brandt. Hendes Digtning præges af Tidens
tunge Livssyn, en livstræt Lede ved «Ormesækken» og
en sygelig Dvælen ved Syndeskylden og dens «blodige
Tvæt», som i Forbindelse med hendes egne huslige
Ulykker, til hvilke hun ofte vender tilbage, gjøre
Tonen saare drøvelig. De oftest trivielle Tanker
skæmmes yderligere ved smagløst Udtryk og Misbrug
af Fremmedord, naar hun f. Ex. synger
om Nadveren:
Se, Lammens Bryllupstraktement
gav han dig som en høj Present,
eller om Djævelen, som
forsmædelig skamfuter
de, som var hans Kanuter.
Lettere tilgive vi hende de «selvgjorte danske Gloser»
eller rettere Norvagismer, som Reenberg laster, og i
formel Henseende ere hendes Vers lette og korrekte,
enkelte virkelig ganske smukke, som Aftensalmen «Dagen
viger og gaar bort»:
Fire Fjæle er min Pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer.
Den ret friske Tilegnelse foran «Sangofferet» saa vel
som hendes i Wielandts og Høpfners Verssamlinger og
Schønaus «Lærde Fruentimmer» optagne Lejlighedsdigte,
poetisk Polemik mod Kritikere eller Eftertrykkere og
Rimbrevvexling med P. Dass, Præsten Joh. Olavius i
Randers o. a. bære Vidne om, at hun heller ikke ganske
manglede den for Bergenserne ejendommelige aandelige
Livlighed og det Lune, hvorpaa hendes yngre Bysbarn
Holberg snart skulde give saa glimrende Prøver. Men
ikke sjælden falder Lunet dog i det platte og plumpe,
hvilket hine Dages drøjere Smag let saa igjennem
Fingre med, selv hos en Kvinde. Hvor lidt der den
Gang fordredes i Retning af Aand, ses bedst af den
almindelige Beundring for de bekjendte og oftere,
bl. a. i N. M. Petersens Litteraturhistorie, gjentagne
Impromptuer, som D. E. vexlede med Kingo under sit
andet Besøg i Kjøbenhavn, hvor hun synes at have nydt
ikke saa lidt Opmærksomhed. Om Tiden for dette Ophold
ere hendes Biografer uenige; men efter Dateringen af
flere herhen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
