Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik af Pommern, o. 1382-1459, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubesatte, regeredes Norge og især Sverige ved
danske eller tyske Fogeder som lydige Redskaber for
Kongen; dog standsede E. strax ved sin Tiltrædelse
den Inddragelse af bortkommet Krongods, som hans
Forgængerske med saa stor Iver havde drevet. I Slesvig
havde Margrethe i sine sidste Aar stræbt stykkevis
at vinde Landet tilbage for den danske Krone, og ved
hendes Død var der ikke levnet Holstenerne stort mere
af Sønderjylland end Gottorp Slot med Byen Slesvig
og Als. Det blev E.s Hovedmaal at fuldføre, hvad der
her var saa godt begyndt; men medens Margrethe havde
dækket over, hvad der var det endelige Maal, lagde
E. dette strax klart frem; ved Danehoffet i Nyborg
1413 lod han sig tildømme Hertugdømmet Slesvig som et
forbrudt Len, og 1424 fik han Kejserens Voldgiftsdom
for den endnu stærkere Paastand, at Slesvig aldrig
havde været noget Arvelen, og at Holstenerne derfor
ikke havde den mindste Ret dertil. Fuldt overbevist,
som han var, om her at forsvare sine og Kronens
retmæssige Krav, kæmpede han i over 20 Aar for
Tilbagevindeisen af Sønderjylland, men Resultatet var
kun daarligt. Allerede i Kampens første Periode, da
Holstenerne stode alene over for E. og hans 3 Rigers
samlede Magt, gik nogle af Margrethes Erhvervelser
tabt, og da saa de vendiske Stæder, frastødte af
Kongens Handelspolitik og harmfulde over den nye
Sundtold, i 1426 stillede sig paa Holstenernes Side,
var E. nødt til især at tænke paa Forsvaret mod
dem. Søkrigen i de følgende Aar faldt ogsaa lidet
heldig ud for Hanseaterne; i Sønderjylland derimod gik
Holstenerne nu stærkt fremad, toge baade Aabenraa og
Flensborg. Saa afsluttedes Krigen med en Stilstand i
Horsens 1432, der siden i 1435 gik over til en Fred
i Vordingborg; for sin Levetid opgav E. Kampen, men
han forbeholdt Kronen al dens Ret til Sønderjylland.
Nu fremtraadte imidlertid Følgerne af denne lange, for
alle Rigerne saa byrdefulde Krig. Især i Sverige var
Tilstanden uheldig; Kongen havde kun sjælden besøgt
dette Rige, og han havde været nødt til at paalægge
det tunge Ydelser, som med barbarisk Strænghed
inddreves af de fremmede Fogeder. I 1434 udbrød
da under Engelbrecht Engelbrechtssons Ledelse den
Bondeopstand, som i Løbet af faa Maaneder gjorde Ende
paa den danske Fogedstyrelse i Landet. Stormændene,
som først havde set sky og uvillig paa Bevægelsen,
fandt snart deres Fordel ved at stille sig i
Spidsen for den, og over for hele denne nationale
Bevægelse var E. ganske magtesløs. Fra Sverige bredte
Oppositionen sig til Norge og til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
