Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eriksen, Jens, -1436, dansk Foged i Sverige - Eriksen, Jens, -1689, s. Vestengaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eriksen, Jens, –1436, dansk Foged i Sverige. Efter sit
Vaaben hørte J. E. til den danske Adelsslægt Lykke, og
han var rimeligvis en Søn af Ridderen Erik Jensen til
Stadsgaard, der nævnes ved Aar 1400. Vistnok allerede
i Dronning Margrethes Tid kom han til Sverige, hvor
han 1414 omtales som Lensmand paa Vesteraas Slot,
og han beholdt dette Len 20 Aar igjennem. Ligesom
mange andre af de danske Slotsfogeder indgik han
her et rigt Giftermaal, i det han ægtede Birgitta,
Datter af Hr. Ulf Jonsson, der først var norsk og
siden svensk Rigsraad. J. E. synes i det hele at
have staaet sig godt med de svenske Stormænd, og han
var gavmild imod Gejstligheden, især imod Vadstena
Kloster, i hvis Kirke der endnu findes en af ham
skjænket Korstol, rigt udskaaret og prydet med et
Billede af J. E. selv. Over for Almuen synes han
derimod at have været haard eller har maaske været
nødt til at være det for at kunne tilfredsstille
Erik af Pommerns stedse voxende Krav paa Skatter;
gjenstridige Bønder skal han have ladet ophænge
i Røg, medens deres frugtsommelige Hustruer bleve
spændte for Hølæs. Vesteraas Len omfattede ogsaa
Dalarne med Kobberbjærgværket, og her var det, at den
svenske Almues Misnøje fandt en uforfærdet Talsmand
i Engelbrecht Engelbrechtsson, der selv drog ned
til Danmark for at fremsætte Bøndernes Klagemaal
for Kong Erik. Denne gjorde intet ved Sagen, og
saa rejste Engelbrecht da i Aaret 1434 den store
Opstand, som snart fra Dalarne bredte sig over hele
Sverige. Dalekarlenes Harme rettede sig først og
fremmest mod J. E.; det svenske Rigsraad lagde sig
dog imellem, J. E. maatte give Afkald paa sit Len,
men undgik personlig Overlast. Han drog strax ned
til Danmark, men 2 Aar efter viste han sig atter i
Sverige og rejste med et Lejdebrev fra Carl Knutsson
til Vadstena. Denne Rejse blev ham skæbnesvanger;
Bønderne i Aska Herred, der sympathiserede med Erik
Pukes Kamp mod Carl Knutsson og Stormandspartiet,
brøde ind i Klosteret og grebe J. E., «bandt ham paa
en Slæde som et Svin» og førte ham til Motala Ting,
hvor han blev dømt til Døde og strax efter henrettet
(9. Dec. 1436). Børn synes J. E. ikke at have haft;
hans Enke overlevede ham i nogle Aar og skjænkede
Gods til Vadstena, hvor hendes Ægtefælle blev bisat
under en Ligsten, der endnu er bevaret.
H. Hildebrand, Sveriges Medeltid S. 191 ff. 253.
Personalhist. Tidsskr. 2. R. V, 106 ff.
Kr. Erslev.
Eriksen, Jens, d. 1689, s. Vestengaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
