Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erlandsen, Jacob, -1274, Ærkebisp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ønskede dog ikke at gjøre Kongen Uret, men traf
Omsorg for, at Sagen kunde oplyses, i det han samtidig
paabød, at Beslaglæggelsen skulde ophøre (1247). Ved
Niels Stigsens Død beskikkede Paven J. E. til hans
Eftermand (1250) og sendte ham til Danmark med
Anbefaling til Kongen og Opfordring til denne om at
udlevere hans Gods og især det omtvistede Kjøbenhavn,
hvilken By da ogsaa blev overgivet til Bispen. Byen
var i Krigens Tid bleven ødelagt af Lybekkerne, af
hvem J. E. med Pavens Bistand fordrede Erstatning;
J. E. sørgede ogsaa for Byens Opkomst ved at give den
den første Stadsret (1254), hvilken siges forfattet
med Borgerskabets Raad og Samtykke; den vidner i
øvrigt klart om den store Myndighed, med hvilken han
raadede i Byen.
Men medens J. E. fordrede af de danske Konger, at de
skulde glemme Fortiden, bragte han idelig sine gamle
Fordringer paa Bane. Da nu ved Ærkebisp Uffes Død 1252
Domkapitlet valgte J. E. til hans Eftermand, og denne
med Pavens Bekræftelse tog Ærkesædet i Besiddelse –
5. April 1254 drog han ind i Lund –, og da kort efter
hans Søstersøn Peder Bang valgtes til Bisp i Roskilde,
var alt forberedt til en Krig med Kongen.
I Danmark fandtes ganske vist mange kirkelige Forhold,
der ikke havde modtaget Støbning i den almenevropæiske
Form, og flere af de Bud, som J. E. ønskede indførte,
maatte i Virkeligheden betegnes som Fremskridt i
Kultur. Imidlertid troede Paverne paa denne Tid at
kunne bøje Fyrsterne som Vidjer, og J. E. var grebet
af den i Kirken herskende Aand. Hans Iver for Kirken
var oprigtig, og den Tilladelse, som han netop, medens
Kampen mod Kongen var haardest, erhvervede hos Paven
til at maatte træde ind i et Graabrødrekloster, viser
en af de smukkere Sider i hans Karakter. Hyppigst
og dybest var han dog opflammet af en ærgjerrig
Styrelyst, en hierarkisk og aristokratisk Ubøjelighed
og en Utaalsomhed, som maatte gjøre ham uskikket
til saa høj en Post. Han havde ganske vist som Bisp
svoret at «overholde Dekretalerne og den apostoliske
Stols Anordninger», men han burde have betænkt, at der
var en vitterlig Strid mellem dem og den danske Lov,
som han ogsaa skulde lyde. I utallige Spørgsmaal om
den ærkebispelige Lenspligt, om gejstlige Ledings-
og Skattebyrder, om Patronatsretten, om Bispevalg
hævdede han en Opfattelse, som var forskjellig fra
Kongens. Og Folket stod væsentlig paa Kongens Side,
det ønskede ikke Kirkemagten udvidet paa de borgerlige
Loves Bekostning, eller at Paven skulde træde imellem
Konge og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
