Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, 1743-81, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sysler, uden at egentlig digterisk Virksomhed fra først af synes at
være kommen ham i Tanke. Han skrev en Afhandling om en
guddommelig Forløsers Nødvendighed og et allegorisk Stykke:
«Lykkens Tempel», begge i Stil med de Æmner og Former, som
Jens Schelderup Sneedorf havde indført i sin «Patriotiske Tilskuer».
Han blev personlig bekjendt med denne udmærkede Forfatter, som
opmuntrede og vejledede ham, men til stort Tab for Litteraturen
og særlig for E. alt døde et Par Aar efter (1764). Samtidig løstes
Forholdet til Arense, hvorefter hun ægtede en anden (Hørkræmmer
Rasmus Riber), et Brud, som bragte E. til helt at opgive sine
tidligere Planer for det borgerlige Liv; han besluttede nu, siger han,
«at slentre Livet igjennem».
Naar E. senere var tilbøjelig til at henføre sit Livs Ulykker
til Tabet af Arense, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en
Forvexling af Grund og Følge. Han tabte i Virkeligheden sin
Ungdomselskede, fordi hans Sind af Naturen var ustadigt og hans
Vilje svag, og det var de samme Fejl, som, yderligere udviklede,
paaførte ham hans andre Ulykker. Efter at have anstrængt sig til
det yderste i et Par Aar med sine Studier synes han at være
falden til Ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse Sysler, medens
han tillige sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt
Ungdomsliv i Selskab med ligesindede Venner, gode Hoveder og gode
Kammerater, men farlige for et Menneske med hans lidenskabelige
Temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske Begavelse
begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gjærende
Ideer og smertelige Stemninger, kan det ikke forundre, at Følelsen
for Arense traadte i Baggrunden, ligesom det paa den anden Side
var naturligt, at hun, der, som han siger, var «en dejlig, en fin og
skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense», under disse
Omstændigheder brød Forholdet til den umandige Bejler, der ikke forstod
at skjønne paa hendes Værd. Saaledes som det kom, blev Bruddet
dog snarest en Befrielse for Digteren, der nu kunde hengive sig til
sit Kald uden noget ydre trykkende Baand eller nogen borgerlig
Forpligtelse, om det end tillige gav Anledning til, at han mere
uforbeholdent hengav sig til sine Udskejelser. Først senere, da
Arenses Ægteskab blev ulykkeligt og hans egen Skæbne saa haard,
vaagnede den første Ungdoms rige Følelse paa ny og sønderrev
hans Hjærte med Anger og Sorg. Arense glemte heller ikke ham,
og skjønt hun senere omtalte ham med Bitterhed, slap hun ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
