Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - de Falsen, Enevold, 1755-1808, Justitiarius, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
se Fjenderne komme! Til Vaaben! I nordiske Mænd!» Han
indskrev sig ved samme Anledning i Studenterkorpset; ved saadanne
Begivenheder vaktes hans Aand til en Kraft, der bragte ham til
at glemme et Legeme, som allerede bar Oldingealderens Stempel.
Maaske har ogsaa enhver saadan begejstret Anspænden af
Aandskræfterne bag efter yderligere medvirket til at svække hans affældige
Legeme. Han led af Hovedsvimmel og Besvimelser. Deltagelsen
i Højesterets lange Sessioner blev ham alt for anstrængende, og han
maatte se sig om efter en anden Stilling, der bedre kunde passe
for hans svage Kræfter. 12. Nov. 1802 blev han udnævnt til
Justitiarius i Akershus Stiftsoverret og s. A. til Etatsraad. Umiddelbart
efter flyttede han til Christiania, hvor han allerede var i Julen
1802-3. Forandringen af Opholdssted virkede til en Begyndelse
gavnlig paa hans Helbred, for saa vidt den ikke forværredes. Men
efter nogle Aars Forløb ophørte dette.
I Christiania gjenfandt F. en Kreds af Venner og Bekjendte,
medens den gamle Anstødssten var fjærnet ved Generalavditør
Wessels Død i 1794, og han blev strax et samlende Element i det
nye dramatiske Selskab, der var stiftet 1799, og som i Løbet af
1802 havde opført en egen Theaterbygning. Denne, der blev
nedreven 1890, smykkedes, antagelig efter F.s Død, med hans Buste
som et Tegn paa, hvad Selskabet skyldte ham. Paa dette
Privattheater opførtes nu F.s egne og de af ham oversatte og bearbejdede
dramatiske Arbejder under hans egen Ledelse, fremfor alle «Dragedukken».
Selv var han en af de ivrigste Skuespillere, og han høstede
stadig Bifald som en talentfuld Dyrker af den dramatiske Kunst.
Han var, navnlig efter Bernt Ankers Død, det naturlige Midtpunkt
i den Kreds, der samledes om det nævnte Selskab og der dyrkede
Thalia med en Iver, som selv i hin, de private Theatres gyldne Tid,
var noget særdeles mærkeligt. I denne Kreds glimrede F. som den
ansete Forfatter, som den store Skjønaand og som den talentfulde
Skuespiller; hans Liv fandt her, naar ikke Mismodets tunge Skygger
lagde sig over hans Hoved, sine sidste lykkelige Timer. Embedet
som Justitiarius i Stiftsoverretten lagde ikke saa meget Beslag paa
hans Tid som det tidligere, og han nød for saa vidt i Norge et
større Otium. Men dette varede dog ikke længe. Endnu skulde
der aabnes ham en ny Virkekreds, mere rig og ærefuld, mere
betydningsfuld end nogen af de foregaaende, og han skulde, inden
han skiltes fra denne Verden, overtage en ny Stilling, der skulde lade
hans Navn indtegnes mellem «Tvillingrigets» mest fortjente Sønner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
