- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / V. Bind. Faaborg - Gersdorff /
175

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fischer, Johan Olfert, 1747-1829, Søofficer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

engelske Linjeskibe nu ogsaa denne Del af den danske Styrke, og
det saa meget kraftigere, som de nu ogsaa kunde komme til at
beskyde den langskibs. Allerede forinden dette Afsnit af Slaget
var begyndt, havde den øverstkommanderende, Admiral Parker, dog
faaet Betænkeligheder ved de danske Blokskibes haardnakkede
Modstand og den Skade, han iagttog, at Angriberne havde lidt. Han
fandt den omtalte Time «djævelsk lang» og gav Signal til Nelson
om at ophøre med Kampen og trække sig tilbage; men dette Signal
lystrede denne ikke, i det han tydelig indsaa at Øjeblikket
netop maatte være kommet til at slaa løs med Kraft, nu, da saa
vel den sydlige Fløj som Centrum var saa godt som tilintetgjort.
Efter et Par Timers fortsat Kamp maatte da ogsaa den nordlige
Fløj give tabt; ikkun Fregatten «Hjælperen» undslap, hvorimod de
andre strøge for Overmagten. Endnu havde F. imidlertid friske
Kræfter til sin Raadighed, dels Batteriet Trekroner og de nordvestlige
Blokskibe og dels hele Billes Eskadre med 12 Kanonbaade, og
hertil kom yderligere, at det af Nelson opnaaede Resultat havde
været dyrekjøbt: hans Skibe vare saa medtagne, at mange af dem
kun formaaede at skyde med enkelte Kanoner, og ikke færre end
6 af dem stode paa Grund, udsatte for Trekroners Ild. At det
under disse Omstændigheder var ham magtpaaliggende at faa en
Ende paa Kampen, maa derfor anses for ganske naturligt; derimod
kan man ikke andet end undre sig over det Middel, han benyttede
hertil. Han sendte en Parlamentær til det nord ude stationerede
Blokskib «Elefanten» med et i svulstige Udtryk affattet Brev, stilet
til «Englændernes Brødre, de danske»; i dette Brev truede han
med at opbrænde de fra F. tagne Skibe uden at skaane
Besætningerne, saafremt ikke Skydningen ophørte. Parlamentæren havde
derhos Ordre til at forhandle direkte med Kronprinsen, som fra
Land havde fulgt Slagets Gang, samt at forbigaa den danske
Anfører. Det maa stærkt dadles, at «Elefantens» Chef, v. Thun, ikke
henviste denne Parlamentær direkte til F., der fornuftigvis bedst
var i Stand til at skjønne, hvorvidt Forslaget burde modtages eller
forkastes; at et saadant Misgreb kunde begaas, laa vel snarest i den
mislige Omstændighed, at F. ikke forinden Kampens Begyndelse
havde faaet Overkommandoen over samtlige danske Stridskræfter.
Som Forholdene nu udviklede sig, blev det Kronprinsen, som, uden
at indhente Oplysninger fra F., traf Afgjørelsen, og som indvilligede
i Nelsons Anmodning, uagtet han derved faktisk afgjorde Kampen
til en Sejer for Englænderne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:28:18 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/5/0177.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free