Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik V, 1723-66, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han var velsindet imod andre. Allerede inden han ægtede Louise,
havde disse Laster begyndt at faa Magten over ham og gjort ham
til et Bytte for usle Mænd i hans Omgivelser, der blot søgte at
drage ham dybere og dybere ned i Dyndet. Hvor højt han end
synes at have sat sin yndige Dronning, formaaede han end ikke i
sit Ægteskabs første Tid at holde sig borte fra de Orgier, han
havde begyndt at vænne sig til, og hans Overhofmarskal A. G.
Moltke, der var ham en oprigtig Ven, kæmpede nu og stedse senene
en frugtesløs Kamp for at vække hans Samvittighed.
Efter at Dronning Louise til almindelig Sorg var død 19. Dec.
1751, synes det at have været Kongens Tanke at ville ægte en
Datter af Moltke; men denne var forstandig nok til at faa det
forhindret og fik ham hurtig gift med Prinsesse Juliane Marie af
Brunsvig-Wolfenbüttel (8. Juli 1752). Uheldigvis formaaede denne
endnu mindre end Louise at fængsle ham, saa han væmmedes ved
det evindelige Drikkeri og de gemene Fruentimmer, der sammen
med hans Svirebrødre vare blevne ham et uundværligt Selskab.
Hidsige Forløbelser vare ikke sjælden Virkninger af hans Udskejelser.
Saa kunde han nok, naar Moltke holdt Straffeprædiken for ham,
angre sin «satanisches Betragen», klage over «seinen hitzigen Kopf»
og kaste sig paa Knæ for at bede Gud om Tilgivelse. Men hvad
hjalp det, den næste Dag var det lige galt. Lykkeligvis indrømmede
han hverken sine Drikkekammerater eller sine Elskerinder – hvis
man kan bruge dette Udtryk – nogen Indflydelse paa Regeringen.
Her lod han den ældre Bernstorff med Moltke som Støtte være de
raadende. Var dette end i og for sig det heldigste, saa havde han
liden Ære af at staa uendelig langt tilbage baade for sin Fader og
sin Farfader i flittig Varetagelse af en Konges Pligter. Om det
saa var sin Søns, Kronprinsens, Opdragelse, saa brød han sig lidet
eller intet om den. Reverdil har bevidnet, at han f. Ex. aldrig
talte til ham om Sønnen. Skjønt tunge Skatter, som Krigsrustningerne
i Aaret 1762 og Fejl i Statshusholdningen gjorde nødvendige,
vakte stærk Misstemning, tabte F. mærkværdig nok aldrig sin
Folkeyndest. Man rystede paa Hovedet ved at høre, hvad der
fortaltes om ham, eller naar man saa ham selv være alt andet end
sikker paa Benene; men han blev dog ved at gjælde for at være
den gode Konge. Ewalds Kantate ved hans Ligfærd er et sandt
Vidnesbyrd om Stemningen.
Naturligvis undergravedes hans Helbred ved det Levned, han
førte, især da hans Konstitution fra først af var sart. Ikke mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
