Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friis, Christian, 1581-1639, til Kragerup, Kongens Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var ikke blot de indenrigske, men ogsaa de udenrigske
Sager, som gave F. nok at gjøre, da hans Virken faldt i
Trediveaarskrigens Tid, der, som næppe nogen anden, var rig paa
indviklede og vanskelige politiske Situationer og Forhandlinger. At F.,
ligesom Rigsraadet i det hele, kun i ringe Grad har billiget
Christian IV’s dristige Stormagtspolitik, er næppe tvivlsomt, særlig da
det viste sig, hvilke Ulykker den bragte over Fædrelandet. Kun
en enkelt Gang antydes det dog bestemt, at «der var noget uklart»
mellem ham og Kongen. Men for øvrigt har F. vistnok som en
tro Mand til enhver Tid søgt paa bedste Maade at udfylde den
ham anviste Plads. I en Del af Aaret 1627 var han Formand i
Regeringsraadet, der styrede Landets indre Sager i Kongens
Fraværelse. Han var med Tage Thott Danmarks Sendemand til
Stockholm i Vinteren 1627-28, da Christian IV under de kejserlige
Troppers ødelæggende Fremgang her i Landet gjærne vilde have
sluttet et Forbund med Sverige; og ved Fredsunderhandlingerne i
Lybek (1629), der gjorde en forholdsvis god Ende paa en ulykkelig
Krig, var F. tillige med Jacob Ulfeldt og Albert Skeel den danske
Konges befuldmægtigede. Naar Danmark imidlertid efter denne
Fred af Omstændighederne mere og mere blev tvunget over til
kejserlig Side, har det sikkert været tungt for F. at agte paa den
Gang, Sagerne toge. Hans Indflydelse var ikke stor nok til at
afværge den, skjønt han personlig var den protestantiske Sag hjærtelig
hengiven og navnlig nærede megen Sympathi for Gustav Adolfs
Person, hvorfor ogsaa dennes Død paa Valpladsen ved Lützen gik
ham nær til Hjærte. Den Politik, F. foretrak, gik ud paa at hævde
Danmarks Nevtralitet under de frygtelige Storme, som hjemsøgte
Evropa; men Tidsforholdene vare lidet gunstige for en Fredspolitik,
og Christian IV’s personlige Holdning stemmede ingenlunde altid
med den Fremgangsmaade, som hans Kansler ansaa for den rette.
For alt, hvad der vedrørte Fædrelandets Litteratur og Historie,
nærede F. en levende Interesse. En af hans første Opfordringer
til Universitetet gik ud paa at foranstalte en Udgave af den
berømte Læge Dr. Peder Sørensens efterladte Skrifter. Siden laa det
ham paa Hjærte at faa de danske Historiografers utrykte Arbejder
frem for Lyset. Men Landets ved Krigen foraarsagede finansielle
Afmagt hindrede Planens Udførelse. Gram har vidnet om F., at
han var lige saa godt hjemme i Historien som nogen, hvis egentlige
Kald det var at sysle dermed; han var alle lærdes store Velynder,
og ingen skjønnede bedre end han, hvad der tjente til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
